Elever bliver hjemme for ikke at blive smittet inden konfirmationen

Rolf Krake Skolen i Holstebro har forståelse for, at mange børn og forældre ikke vil tage nogen chancer inden den store dag.

2:16
Emma Erika Bjerre skal konfirmeres på lørdag - og har valgt at blive hjemme fra skolen. I sidste uge var fire elever fra hendes klasse smittet.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Flere midt- og vestjyske skoleelever holder sig i disse dage derhjemme - og det er vel at mærke uden at være syge.

Forklaringen på fraværet er derimod, at de snart skal konfirmeres. Af frygt for at blive smittet med corona har de sammen med forældrene besluttet ikke at tage nogle chancer inden den store dag.

Det gælder blandt andet på Rolf Krake Skolen i Holstebro, hvor afdelingsleder Per Skovgaard beretter om en enkelt klasse, hvor 8 til 10 elever blev hjemme de sidste tre dage inden konfirmationen. 

-Vi har oplevet, at flere forældre holder deres børn hjemme efter god dialog med os som skole. Vi prøver at være pragmatiske i forhold til at imødekomme dem i det omfang, det nu er muligt. Vi forstår situationen og vil selvfølgelig også gerne have, at eleverne bliver konfirmerede og får en god dag, siger Per Skovgaard.

Har ventet i et halvt år

Det spiller også ind i overvejelserne, at mange elever tidligere har fået konfirmationen udskudt på grund af forsamlingsforbuddet. Sådan er det også i 8. C på Rolf Krake Skolen. Her har fire elever valgt at blive hjemme for ikke at blive smittet - blandt dem Emma Erika Bjerre, som skal konfirmeres på lørdag.

- Jeg har ventet på at blive konfirmeret i et halvt år, så det ville ikke være så godt, hvis jeg blev smittet. Der er godt nok ingen smittede i klassen lige nu, men i sidste uge var der fire. Jeg glæder mig meget til min konfirmation, så det ville være lidt træls, hvis den blev aflyst, siger hun.

Afdelingsleder Per Skovgaard fortæller, at eleverne derhjemme så vidt muligt følger undervisningen via Teams, og han frygter ikke, at de går glip af for meget i forhold til kammeraterne.

- Det er forholdsvis få dage, de er fraværende, og de får de samme opgaver derhjemme. Derfor er vi fortrøstningsfulde i forhold til, at de nok skal få det udbytte, som de skal have, siger Per Skovgaard.