Klemt fast under jernplade

En 50-årig chauffør blev klemt fast under en jernplade ved Bremdal Skole. Trods skader måtte han selv fjerne pladen med en kran.

pladeweb.jpg

Fredag formiddag blev en chauffør udsat for en arbejdsulykke ved Bremdal Skole udenfor Struer.

Bremdal Skole bliver her i skolernes sommerferie renoveret, og derfor har der været lagt tunge jernplader ud som køreunderlag for maskinerne. Og det var disse jernplader en 50-årig chauffør fra Tvis Vognmandsforretning fredag var ved at fjerne, da en af pladerne væltede ned over ham.

Manden bevarede bevidstheden, og kunne råbe om hjælp til en forbipasserende cyklist. Cyklisten rakte chaufføren fjernbetjeningen til en kran, og på trods at sine kvæstelser lykkedes det chaufføren selv at løfte den tunge jernplade væk. I mellemtiden havde den forbipasserende ringet 112.

- Manden var ved fuld bevidsthed hele tiden, men han havde fået alvorlige skader, siger indsatsleder Henrik Jensen.

Der ankom både flere redningskøretøjer, ligesom akuthelikopteren blev tilkaldt. Efter chaufføren blev stabiliseret og fik smertestillende blev han fløjet med akuthelikopteren direkte til Skejby Sygehus.