Høj vandstand udfordrer færgelejer: Vejen til Venø Færgen står under vand

Man kan godt komme frem til Venø Færgen - men få bilister vælger at køre igennem vandmasserne. Ved Feggesund er færgen indstillet.

Der kan køres igennem vandet med forsigtighed. Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

Der er forhøjet vandstand flere steder i landsdelen.

På nuværende tidspunkt står kørebanen, der fører ned til Venø Færgen, under vand. Den oversvømmede strækning er et stykke fra færgelejet, men det er den eneste vej til og fra.

Læs også Vandet stiger fortsat i Limfjorden - sådan sikrer du dig

Det fortæller Søren Adsersen, der er havnechef i Holstebro-Struer Havn.

- Man kan godt køre igennem med forsigtighed, men det er et spørgsmål om temperament. Lige nu er der meget få biler, der krydser, fordi folk ikke har lyst til at køre deres bil igennem saltvand, fortæller han. 

Færgen er indstillet

Vandet toppede her til formiddag, og ifølge havnechefen er vandet på retur igen. På nuværnede tidspunkt ved Søren Adsersen imidlertid ikke, hvornår kørebanen på vejen ned til Venø Færgen er fri for vand igen. 

- Bussen kører på trods af vandet, og der er også beboere fra Venø, der er kørt i land, siger Søren Adsersen. 

På Feggesund er færgesejladsen derimod indstillet. Det skriver Nordjyske. Her er det selve tilkørslen til færgen, der er problemet. 

Den høje vandstand betyder nemlig, at færgen ligger så højt, at den tilkørselsrampe, bilerne skal køre på, bliver for stejl. 

På Mors er der også problemer med vand på kørebanen ved færgelejet. Det samme gør sig gældende på Thy-siden. 

Varsler om forhøjet vandstand 

DMI har både haft varsler ude om forhøjet vandstand ved Skagerraks kyst, den centrale vestkyst og den vestlige del af Limfjorden. 

Mandag var der blandt andet oversvømmelser på havnen i Hvide Sande. 

Den forhøjede vandstand skulle især kunne skabe problemer i Limfjorden. Men indtil videre ser det ud til, at det midt- og vestjyske er sluppet billigt. 

Læs også Oversvømmelse i Hvide Sande: Vandet væltede over kajkanten på få minutter

Et af de steder, der ofte har været ramt af oversvømmelser, er sommerhusområdet Sunddraget på Thyholm, men de hårdtplagede sommerhusejere slipper formentlig i denne omgang. 

I Lemvig tager havnechef Ivan Møller Sørensen også situationen med ro. Byens højtvandsværn kan modstå en vandstand på 2,1 meter over normalen i stille vejr. Onsdag morgen var vandstanden omkring 1,64.

Det nyeste varsel, der er udsendt fra DMI onsdag formiddag, lyder blandt andet på, at vandstanden i Limfjorden ventes at være mellem 1.3 og 1.8 m over normal vandstand.

DMI forventer, at vandstanden først vil aftage natten til torsdag.

Skaber vandet problemer, hvor du er, er du velkommen til at sende os videoer og billeder her. 

DMI's varsel om forhøjet vandstand

  • I dag (onsdag) kl. 06.15 til i morgen (torsdag) kl. 06.00.
  • Kategori 2 varsel: Der er varsel om forhøjet vandstand i den vestlige Limfjord. Der forventes en vandstand mellme 1,4 og 1,7 meter over normal vandstand. 
  • Vær forberedt på, at hård vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger.
  • Offentligheden rådes til at undgå at rejse og opholde sig i truede kystområder. 

Kilde: DMI. 

00:32

Den høje vandstand fik onsdag formiddag Feggesund-færgen til at indstille sejladsen.

Luk video