Bevarer traditionelle vikingeskibe: Bådbyggere fra Struer kommer på Unesco-liste

Vikingetiden var betydningsfuld for den danske historie, og nu er Nordvestjysk Fjordkulturs arbejde med vikingeskibe officielt anerkendt af UNESCO.

Nordvestjysk Fjordkultur bygger træbåde på samme måde, som de nordiske vikinger gjorde i sin tid.
Nordvestjysk Fjordkultur bygger træbåde på samme måde, som de nordiske vikinger gjorde i sin tid.
Foto: Nordvestjysk Fjordkultur

De danske forfædre byggede for mange hundrede år siden en særlig slags træbåde, som de brugte til at trodse de farlige have og se verden.

I dag er de nordiske, klinkbyggede træbåde et sjældent syn, men hos Nordvestjysk Fjordkultur bygger de dem med håndkraft. Og nu er de anerkendt af UNESCO som levende kulturarv.

- Det er kæmpe stort for os at få lov til at være med i hele det nordiske samarbejde omkring bevarelsen af den her tradition. På en skala fra 1 til 10 er det i hvert fald 10, siger Asger Brodersen, der er formand i Nordvestjylland Fjordkultur, til TV MIDTVEST.

Det sætter foreningens træbåde i kategori med blandt andet Jellingestenene, Roskilde Domkirke og Kronborg Slot.

Nu har de altså UNESCOs ord for, at håndværket skal bevares for eftertiden, og spørger man foreningens formand, er der god grund til det.

- Det er en byggemetode, som kun findes med udspring i vikingetiden i de nordiske lande, og vi har jo altid været en søfartsnation, og derfor er det vigtigt for mig at bevare. For at forstå fremtiden er man nødt til at forstå fortiden. Det historieløse menneske er et fattigt menneske, siger Asger Brodersen.

Foreningen blev grundlagt i 1998, og i dag er der omkring 150 medlemmer.

Og håbet er, at den nye anerkendelse af UNESCO vil give lidt mere opmærksomhed.

- Vi har en chance nu for at komme på landkortet i Struer og få trukket nogle interesserede turister mere ind til byen. Vi håber jo på at kunne få lavet et center for klinkbyggede både, siger Asger Brodersen til TV MIDTVEST.

Alle foreningens både er brugsfartøjer, og de er altså ikke kun til pynt. Om sommeren ligger bådene i vandet – præcis som var de skabt af de danske vikinger for 1000 år siden.