To år på skoleskib holdt Lars ude af fængslet

Lars Høgh takker skoleskibet Marilyn Anne for, at han fik styr på sit liv.

To år til søs ændrede Lars Høghs liv.

Da han gik i folkeskole, var han lidt af en rod, men i 9. klasse ændrede tingene sig. Her trådte Lars Høgh ombord på skoleskibet Marilyn Anne for første gang, og han forlod det først efter 10. klasse.

- Jeg er rigtig taknemmelig for at være blevet rettet op. Jeg var ikke et af Guds bedste børn, og jeg gjorde, hvad der passede mig, fortæller Lars Høgh.

Hårdt at høre efter

Lars Høgh var elev på skoleskibet fra 2001 til 2003, og i løbet af den periode lærte han, at en løftet pegefinger var noget, der skulle tages alvorligt.

- Det var hårdt at skulle begynde at lære at høre efter, men hvis ikke man opførte sig ordentligt, så var der konsekvenser, fortæller Lars Høgh.

Når man gentagne gange bliver straffet med kedelige rengøringsopgaver eller frataget retten til landgang, så lærer man at indordne sig. Det gjorde Lars Høgh i hvert fald. I dag har han en kæreste og et godt job, men han er ikke i tvivl om, at livet havde set anderledes ud, hvis ikke han var blevet sendt til søs.

quoteDet var hårdt at skulle begynde at lære at høre efter, men hvis ikke man opførte sig ordentligt, så var der konsekvenser.

Lars Høgh

- Jeg var nok enten endt i spjældet eller på en bænk med en pose øl, siger han.

Sådan endte det heldigvis ikke, og han er fuld af taknemmelighed til det skib, der fik ham på ret kurs.

- Stor tak til Marilyn Anne. Det er den bedste skole, der findes, lyder det fra Lars Høgh.

Lars Høgh arbejder i dag til søs, hvor han sejler med et uddybningsfartøj. 


Læs flere artikler fra Struer eller i kategorien Uddannelse.