Nu kommer ungerne! Storken Kjeld bliver far på fars dag

Så er der endelig en levende unge i storkereden ved Bækmarksbro.

Her ses den første unge i reden. Der er muligvis endnu en unge på vej.
Her ses den første unge i reden. Der er muligvis endnu en unge på vej.
Foto: TV MIDTVEST

Der er gode nyheder hos storkeparret Kjeld og Yvonne i storkereden ved Bækmarksbro.

Her til eftermiddag er der nu en unge i reden, præcis 32 dage efter hunstorken Yvonne lagde sit første æg ud af i alt fem.

At den første unge kommer netop nu er fuldstændigt efter planen.

Normalt går der 31 til 33 dage fra et æg bliver lagt, til en unge bliver udklækket. Den første unge bliver ikke enebarn længe, der er nemlig et andet æg i reden, der er ved at klække. 

Storkeekspert fra storkene.dk Lotte Lykke Stendahl har tidligere fortalt til TV MIDTVEST, at storkeæg ofte klækker med mellemrum. Men det betyder ikke nødvendigvis, at der går langt tid imellem ungerne. 

- Vi har set i Smedager, at der kan klække flere på én dag. Der har vi oplevet, at der kom tre unger på én dag. Men som regel følger de hinanden med to dages mellemrum, forklarede Lotte Lykke Stendahl til TV MIDTVEST.

Her ses begge unger tydeligt.
Her ses begge unger tydeligt.

Mange fans

TV MIDTVEST streamer, i samarbejde med storkene.dk, live fra storkereden 24 timer i døgnet, og siden storken Kjeld landede for præcis en måned siden, den 6. april, har interessen været enorm.

Der er i år seks ynglende storkepar i Danmark. I 2019 var der tre.

Storkereden finder du på Holmgårdvej 36 i Flynder.