Travstemmen fra Skive - Vagn kan kende næsten alle travheste

Han har selv kørt langt over 1000 løb - nu er Vagn Honum fra Skive travkommentator og ved alt, hvad der er værd at vide om dansk trav.

Alle, der bare interesserer sig en lille smule for dansk trav, kender hans stemme.

Navnet er Vagn Honum - en 54-årig skibonit, der arbejder som travkommentator og reporter for tv-stationen Fast Track.

Arbejdet bringer ham rundt til travbaner over hele landet, og det er en jobbeskrivelse, der passer ham perfekt.

- For mig er det et meget spændende job. Jeg har været i branchen i mange år og har derfor en stor baggrundsviden. Samtidig har jeg en god hukommelse, og de to ting gør, at jeg føler mig hjemme i stillingen, fortæller han.

Som travkommentator gælder det om at holde sig opdateret. Der er mange navne på heste, trænere, kuske og ejere at holde styr på, og Vagn Honum vurderer selv, at jeg ser omkring 1000 travløb om året ude på travbanerne. Dertil kommer, at han også ser mange løb på nettet.

- Så hvis der starter heste på Bornholm eller Nykøbing, hvor jeg ikke har set løbene live, ser jeg dem på nettet for at kunne vurdere hestenes chancer.

Kender dem på travet

De mange timer i kommentatorboksen betyder, at Vagn Honum har et imponerende kendskab til sporten - faktisk kan han kende næsten samtlige danske travheste.

- Engang imellem får jeg skyld for, at når jeg først har set hestene i løb en enkelt gang, så kan jeg kende dem, når de er ude på banen i en langvogn uden nummerdækken. Det er ikke helt rigtigt, men jeg kan kende mange af dem.

Da TV MIDTVEST fulgte Vagn Honum under en løbsdag i Skive, satte vi ham på en lille prøve. Vi viste ham fotografier af fire heste og bad om deres navne. Tre af hestene kunne han uden tøven sætte det rigtige navn på - den fjerde kunne han umiddelbart ikke genkende, men det var der en god forklaring på. Det viste sig, at vi havde valgt en hest med meget få starter - en hest, som ikke længere er i Danmark.

Men hvordan kan man overhovedet genkende en hest, man kun har set starte få gange?

- Der er forskellige ting, man kan fæstne sig ved. Det kan være, at hesten traver eller løfter hovedet på en speciel måde. Det kan også være måden, den fører halen på - og så er der jo også dem, der har fire hvide ben. Jeg bilder mig ind, at jeg er god til at huske, hvordan de så ud for et halvt år siden.

Vagn Honum har selv kørt omkring 1200 travløb. Han er han på banen i Billund i 1993 sammen med blandt andre Grethe Sønck og Dario Campeotto.
Vagn Honum har selv kørt omkring 1200 travløb. Han er han på banen i Billund i 1993 sammen med blandt andre Grethe Sønck og Dario Campeotto.
Foto: Privat

Respekt fra de aktive

Vagn Honum er ikke en af den slags eksperter, der har læst sig til sin viden. Han er kommet på Skive Trav siden han var helt lille. Forældrene havde heste, og som dreng var han snorestarter på travbanen. Han har været sportschef på Skive Trav, og så var han gennem flere år også travtræner.

Han vurderer selv, at han vundet omkring 220-230 løb i 1200-1300 starter. Og hans fortid giver respekt hos de aktive.

- Det betyder rigtig meget. Når han ser løbene fra speakerboksen, kan han sommetider forudse, hvad der sker 100 eller 200 meter længere fremme. Han er også rigtig god til at se, om hestene er ved at være trætte eller har ekstra kræfter. Så det er klart et kæmpe plus, at han har været aktiv hele sit liv, siger travtræner Knud Mønster.

Og hans kollega Morten Juul er enig.

- Vi har flere speakere rundt omkring i landet, men jeg synes nu, at Vagn er den bedste. Han har en stor insider-viden og kender afstamningen på hestene. Jeg ved ikke, om der er nogen, der ved mere om dansk trav end Vagn - men det kan ikke være mange, siger Morten Juul.

Vagn Honum i 1991 med hesten Oscar Guy. Her fortæller han om sejren. 

 

I 1994 vandt Vagn Honum hoppe grandprix´et med Sidari. Hør ham fortælle om hesten her.

Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien Sport.