Sendte tæskehold til overboen

En ung mand i Hem blev i weekenden vækket af et tæskehold, der stod klar med flere knytnæveslag. Politiet mener, det er underboen, der har bestilt tæskeholdet. (Arkivfoto)

En 31-årig mand blev mandag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Viborg. Han er sigtet for medvirken til vold og trusler på livet.

Fredag aften truede den 31-årige mand sin overbo, der var ved at flytte fra etageejendommen i Hem ved Skive.

- Underboen bliver åbenbart generet af, at hans overbo er ved at flytte. Underboen har en kniv, som han truer den forurettede på livet med, siger Morten Bujakewitz, vicepolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi.

Åbnede døren til tæskehold

Den 23-årige mand, der er ved at flytte fra ejendommen, melder episoden til politiet. Men det er åbenbart ikke slut her. Klokken 2 om natten vågner den 23-årige, da det banker på døren. Uden for står fire mænd, som slår ham i hovedet flere gange. 

- Han er slået adskillige gange i hovedet. Han har formentlig brækket næsen, slået en flig af fortanden og fået en blodsamling i det ene øje, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet mener, det er underboen, der har sendt de fire mænd ud på adressen. Tæskeholdet er stadig på fri fod. Underboen blev anholdt søndag aften.


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien 112.