Røver afslørede sig selv på socialt medie

Politiet fandt ikke røveren på sin bopæl. I stedet fandt de ham et andet sted i Skive.

Politiet ønsker ikke at fortælle, hvilket socialt medie den 29-årige brugte til at afsløre sin lokalitet.
Politiet ønsker ikke at fortælle, hvilket socialt medie den 29-årige brugte til at afsløre sin lokalitet.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Kattevideoer, babybilleder og lokalitet på en mistænkt røver.

De sociale medier kan meget mere end at fordrive tiden. Det må lokalpolitiet i Skive sande, efter man søndag fandt frem til en formodet røver via et socialt medie.

Det oplyser politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Natten til søndag blev en 29-årig mand anholdt og sigtet for røveriet af en 21-årig mand på Østergade i Skive.

Røveriet blev begået kort tid før anholdelsen, og politiassistenten fortæller, at den 29-årige selv havde delt, hvor han befandt sig via et socialt medie.

- Der var nogle her-og-nu-oplysninger, der var brugbare, siger Niels Bach, der ikke ønsker at gå i detaljer med, hvilket medie den 29-årige brugte til at røbe sin placering.

Røvede telefon

Den 29-årige skibonit er nu sigtet for at have røvet den 21-årige ud for biblioteket i Østergade i Skive midtby.

Her kom den 21-årige gående klokken 01.00 natten mellem lørdag og søndag, da han blev skubbet ned i en hæk og slået gentagne gange i hovedet. I den forbindelse stjal den 29-årige også hans telefon.

Kort tid efter røveriet slog den 21-årige alarm og kunne i den forbindelse fortælle politiet om den 29-åriges fornavn og give et signalement.

På den baggrund lykkedes det politiet at finde frem til mandens identitet.

- De forskellige medier kan virkelig hjælpe os, siger Niels Bach.

Politiet forsøgte at finde den 29-årige på hans adresse. Her var han ikke, men via de sociale medier kunne politiet lokalisere manden på en adresse i Torvegade.

Her blev han anholdt og sigtet for røveriet. Manden er nu løsladt, men fortsat sigtet for røveriet af den 21-åriges telefon.