Politiet efterlyser onanerende mand med særligt kendetegn

Politiet er kommet i besiddelse af et billede af den mand, som onanerede overfor tre helt unge kvinder på Skive Festival.

Selvom der var sager om både svindel, blufærdighedskrænkelse og vold, er festivalen foregået stille og roligt, siger Niels Bach fra Lokalpolitiet i Skive.
Selvom der var sager om både svindel, blufærdighedskrænkelse og vold, er festivalen foregået stille og roligt, siger Niels Bach fra Lokalpolitiet i Skive.
Foto: Mathilde Brander, TV MIDTVEST

Skive Festival var en fest. Men for nogle blev det også en ubehagelig oplevelse. 

Tre unge kvinder fra Holstebro på henholdsvis 17 og 18 år blev udsat for blufærdighedskrænkelse, da en mand stillede sig op foran dem og begyndte at onanere. 

Nu har politiet i Skive modtaget et billede af manden i aktion. 

Det fortæller politiassistent Niels Bach. 

- Det er et meget klart og tydeligt billede - og taget på fersk gerning. Vi opfordrer herren til at melde sig selv, så vi ikke skal offentliggøre noget billede, siger han. 

Anmeldelser på stribe

De unge kvinder kendte ikke manden, og anmeldte ham umiddelbart efter hændelsen. 

Men de er ikke de eneste, der fik en træls oplevelse til festivalen.  

Fredag anmeldte to unge mænd et overfald. De blev slået flere gange i ansigtet af tre mænd, og politiet betragter overtrædelsen som grov vold. 

Udover volden var der også flere sager om svindel i forbindelse med festivallen. 

Allerede på festivalens første dag - natten til fredag - fandt politiet stjålne festivalarmbånd på forskellige adresser i Skive. Fem personer, som var frivillige på festivalen, blev sigtet for at stjæle og hæle armbånd for 625.000 kroner.

Senest kom endnu en fup-sag frem, hvor en bartender lokkede festivalgæster med rabat, og fik dem til at overføre betaling for den serverede alkohol til hans private Mobilepay. På tre timer var der gået 4.100 ind på bartenderens private konto.

Blotter med særligt kendetegn

Flere af sagerne efterforskes stadig. Det gør også blotter-sagen med den onanerende mand. 

På billedet, som Lokalpolitiet i Skive har modtaget, ses manden tydeligt, fortæller politiassistent Niels Bach. 

- Vi har jo et billede, og kan sagtens genkende ham, så han kan lige så godt melde sig. Skulle man alligevel være i tvivl, om det er sig selv, så kan man jo se sig i spejlet og krydstjekke med signalementet, foreslår Niels Bach. 

Manden er 170-175 centimeter høj, kraftig af bygning og med mørkt, karseklippet hår. 

Og så er han venstrehåndet. 

- Så kan man jo selv gætte sig til, hvordan vi ved det, siger politiassistenten.