Ulovlig machete, armbåndshæleri og vold: Politiet gør status oven på Skive Festival

Flere gerninger fra Skive Festival har i denne weekend fyldt på politiet to-do liste. Det ændrer dog ikke på, at politiet mener, at den overordnet er forløbet stille og rolig.

Omkring 10.000 gæster har over weekenden besøgt Skive Festival.
Omkring 10.000 gæster har over weekenden besøgt Skive Festival.
Foto: Mathilde Brander, TV MIDTVEST

Det er første hverdag efter Skive Festival, og selvom det betyder, at de værste tømmermænd har lagt sig, så er der formentlig stadig nogle, der hænger ved længere end andre. 

Nu har lokalpolitiet nemlig gjort boet af lovovertrædelser op, og det er en liste, som tæller blandt andet flere voldstilfælde, blufærdighedskrænkelse, telttyveri og ulovlig våbenbesiddelse.

Alligevel lyder konklusionen, at festivalen er forløbet tilfredsstillende.

- Hvis man går tilbage og ser historikken, så er den her billigt sluppet. Når man tænker på at 10.000 feststemte mennesker er samlet på et meget lille sted, så vil der altid ske ting, fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

På trods af den vurdering har der ud over det førnævnte også været tilfælde af narkobesiddelse, gadeuorden og hæleri. Hæleriet dækker over én af de mere opsigtsvækkende lovovertrædelser, hvor fem personer blev sigtet for at stjæle og hæle armbånd til en værdi af 625.000 kroner.

To af de sigtede har nemlig været frivillige på festivalen, og efter længere tids mistanke fra festival-arrangørernes side, besluttede politiet at følge efter de to sælgere ud på en adresse i byen. Her fandt politiet både kontanter og festivals-armbånd.

En festivalgæst blev taget i at banke teltpløkker i med en machete. Macheten havde et blad på 31 centimeter.
En festivalgæst blev taget i at banke teltpløkker i med en machete. Macheten havde et blad på 31 centimeter.
Foto: Lokalpolitiet i Skive

Ulovlig machete blev brugt til at slå teltpløkker i

En anden opsigtsvækkende sag var, da politiet fik flere henvendelser om en festivalgæst med en machete. Macheten havde et blad på 31 centimeter, og manden, der var i besiddelse af den, havde brugt den til at slå teltpløkker i.

- Han har ikke truet nogen med den, men folk er selvfølgelig blevet foruroliget over den, fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Politiet har sigtet ham for overtrædelse af knivloven, og han kan nu forvente en større bøde.

Flere voldstilfælde

Til sidst nævner Niels Bach, at der under festivalen har været fire tilfælde af vold, hvoraf to af dem går under kvalificeret vold. Det er en gerning, som potentielt kan give op til seks års fængsel.

Politiet har fået flere oplysninger om, hvem gerningsmændene er, og ordensmagten er derfor i fuld gang med at efterforske sagen. Selvom det er alvorligt, så ændrer det ikke ved det store billede, lyder det fra Niels Bach.

- Voldstilfældene skæmmer selvfølgelig billedet, men ellers tilhører den her udgave af festivalen den lave kategori, fortæller Niels Bach.

Skive Festival blev skudt i gang i torsdags og blev afsluttet lørdag aften.