Økologiske landbrug skal skabe liv i Salling

Projektet LivSalling vil etablere en hel klynge af mindre økologiske landbrug i det østlige Salling.

Økologisk kvie
Foto: Arkiv

Kan man skabe udvikling og tiltrække nye beboere til landområder ved at satse på mindre økologiske landbrug?

Det skal et femårigt udviklingsprojekt i Østsalling nu være med til at vise. 

Bag forsøget står blandt andre produktionshøjskolen Marienlyst i Skive, som har fået 4,8 millioner kroner i støtte af Velux Fonden og Villum Fonden. Planen er at oprette en klynge med op til 20 mindre landbrug og dermed skabe omsætning og liv i området.

- Ved at udvikle en lokal klynge af nye landbrug er det forventningen, at der vil blive skabt en dynamik omkring økologisk landbrug og bosætning i lokalområdet, der vil give positive konsekvenser på natur og befolkningsudvikling, oplyser forstanderen på Marienlyst, Sven Irgens-Møller, i en pressemeddelelse.

Projektet har fået arbejdstitlen LivSalling, og ideen er blandt andet opstået efter samtaler med Poul Pedersen og Ingrid Arnborg, der som mælkeproducenter driver et mindre økologisk landbrug i Østsalling. 

LivSalling bliver skudt i gang ved, at der bliver etableret et eller to demonstrations-landbrug, der kan inspirere andre til at flytte til området. Samtidig skal der laves en jordfond, der kan holde omkostningerne for deltagerne nede.

Østsalling er i forvejen hjemsted for det økologiske mejeri Thise, og det er også en af grundene til, at projektet tager sit udgangspunkt i denne landsdel.