Lokalbrag afgør sidste plads i ligaen: - Vil være en større sensation, hvis vi vinder

Skive FH's direktør, Jesper Sørensen, anerkender, at TTH Holstebro er favoritter, men har samtidig en stor tro på, at skibonitterne ender i ligaen.

Skive FH jubel
Foto: Engberg Foto

Det bliver ikke for sarte sjæle mandag aften i Gråkjær Arena i Holstebro.

Her står den nemlig på lokalbrag, når TTH Holstebro og Skive FH tørner sammen i det første af potentielt tre opgør. Den samlede vinder tager den sidste plads i ligaen i den kommende sæson.

Jesper Sørensen, der er direktør i Skive FH,  bor til dagligt selv i Holstebro. Derfor bliver opgøret også ekstra specielt for ham, da han hver dag snakker med mange, der er dybt engageret og interesseret i TTH Holstebro, ligesom han kender mange i klubben.

Men selvom han har et nært forhold til Holstebro, vil han ikke ligge søvnløs, hvis holdene bytter plads efter sommerferien.

- Det er sådan det er. Det vil på alle mulige måder være ærgerligt, hvis ikke TTH Holstebro skulle være i ligaen efter sommerferien, men præmissen for disse opgør er, at vi skal slå dem.

- Jeg synes ligesom mange andre, at TTH Holstebro hører til i ligaen, men det må vi se, om de gør, efter vores kampe. Vi vil gøre alt vi kan, for at de ikke er der, og vi vil først og fremmest glæde os, hvis vi sikrer os en plads i ligaen - også selvom det er på bekostning af dem, siger Jesper Sørensen.

Umuligt at forberede sig på

Skive FH har et meget ungt hold, og dermed også mange spillere der af gode grunde ikke har oplevet så stor og vigtig en kamp som denne.

Skive FH's cheftræner, Mathias Albrektsen, mener da heller ikke, at man kan forberede sig på den kulisse, der venter hans unge mandskab i Gråkjær Arena.

- Det bliver en kæmpe stor oplevelser for drengene. Men de kan ikke forberede sig på det. Nogle af dem har aldrig stået i så stort et opgør før, og det er som det med førstegangsoplevelser; dem kan man ikke forberede sig på.

- Vi har snakket om det og sat nogle forskellige scenarier op omkring kampen, men de mærker først effekten af en fyldt arena, når kampen fløjtes op, fortæller Mathias Albrektsen til TV MIDTVEST.

God opbakning

Direktør Jesper Sørensen ser frem til kampene og håber på, at holdet får et resultat, som de kan tage med hjem til Skive.

- Kampen er megavigtigt for os . Det, at det er et lokalopgør, betydningen og hypen omkring kampen er helt ekstraordinær. Det bliver ikke afgjort i aften, men resultatet danner et vigtigt udgangspunkt for hjemmekampen i Skive fredag.

Og Skive kommer da også talstærkt til Holstebro.

- Vi ved, at der nærmest er udsolgt i den ende vi har fået i Gråkjær Arena. Der kører tre busser fra Skive, som vi har arrangeret, og der kører en masse privat. Så vi forventer flere end 300 personer, der holder med Skive, fortæller Jesper Sørensen.

Selvtillid kan gøre forskellen

Direktøren anerkender, at Skive FH er store underdogs forud for kampene. Han mener, at TTH Holstebro har alle fordele, når man kigger på det spiller for spiller. De har erfaringen og de har nogle landsholdsspillere. Men de blåklædte fra Skive har én ting, som TTH Holstebro ikke har.

- Det eneste, der taler for, at vi vinder, er, at vi kommer med en stor selvtillid og tro på tingene. Der er en masse underlige faktorer, der ikke burde spille ind, når man kigger på TTH Holstebros holdkort og budget kontra vores, men de spiller bare ind. Det er vores helt store chance, siger Jesper Sørensen.

Selvom troen på egne evner er der, er favoritværdigheden dog ikke til at tage fejl af, hvis man spørger Jesper Sørensen.

- TTH Holstebro er kæmpe favoritter. Det vil være en større sensation, hvis det er os, der ender med at tage pladsen i ligaen. Men vi tror på det, slutter han.

For TTH Holstebro har sæsonen været en stor skuffelse, da de for anden gang på blot tre år skal spille kvalifikationskampe om at overleve i Herre Håndbold Ligaen.

Skive FH har derimod haft en rigtig flot sæson i 1. division, hvor de har vundet 18 af 26 kampe.