Lau og kollegerne har fået nyt vandlegetøj

Politiet er blevet bådejer. Det har flere fordele, lyder det fra folkene på vandet.

Politiassistent Lau Virenfeldt (t.v.) har mange års erfaring fra vandet. Han har selv ansøgt om at blive en del af besætning på Juliett.
Politiassistent Lau Virenfeldt (t.v.) har mange års erfaring fra vandet. Han har selv ansøgt om at blive en del af besætning på Juliett.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

I et roligt tempo glider den 8,5 meter lange Juliett 3 gennem vandet i Skive. Det er politiets helt egen nye båd.

- Vi kan sejle hurtigere, end I kan, lyder med et smil fra bådfører Lau Virenfeldt, der kigger i retning af en mindre sejlbåd. 

Privat færdes han ofte til søs, men i dag er politiassistenten afsted i embedsøjemed. 

Juliett 3 kan sejle hurtigere end de fleste.

Som dagens bådfører er Lau Virenfeldt ansvarlig for at navigere Midt- og Vestjyllands Politis nye båd rundt på fjorden. 

Opgaverne består blandt andet i at kontrollere de lystsejlere, der har fundet vej til det rolige vand under den hidsige sol.

På dagens tur fører Lau Virenfeldt blandt andet den lange, sorte Tornado RIB op på siden af Marian Kaspersen og Søren Fisker, der er på fjorden i deres lille lystbåd.

Her kontrollerer Lau Virenfeldt og hans to politikolleger, at der er styr på de lovpligtige redningsveste.

Der er dog ingen grund til at fiske bødeblokken frem. I parrets lille båd er alt på det tørre, som Marian Kaspersen konkluderer.

- Men politiets båd er vildt flot, og den er sej, siger hun.

Det er ikke kun søens folk, der er begejstrede for Juliett 3, der er en såkaldt RIB (Rigid Inflatable Boat).

Besætningen fortæller, at den 8,5 meter lange gummibåd er en klar forbedring. Tidligere var politiet nemlig nødsaget til at gå tiggergang hos Beredskabsstyrelsen eller andre myndigheder, når man ville kontrollere fartøjer til søs eller foretage grænsekontrol.

- De (andre myndigheder, red.) har gjort det rigtig godt, men der er bare en anden fleksibilitet, forklarer Lau Virenfeldt.

I praksis har politiet fået nemmere ved at organisere en kontrol med kort varsel, hvis eksempelvis vejrudsigten melder godt sejlvejr.

Juliett 3 er udstyret med både blink og sirene.
Juliett 3 er udstyret med både blink og sirene.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Klar til højsæsonen

Efter et par bådkontroller sætter Juliett 3 og hendes besætning kurs mod Skive Søsports Havn.

Her bliver de tre politifolk modtaget af havnefoged Niels Peter Olesen.

Han sætter stor pris på politiets besøg og mener, at der er flere fordele ved, at politiet nu er blevet bådejer.

- Det er fantastisk, at de har fået deres egen båd.

- Om sommeren bruger folk vores sted meget. Der er nogle regler, der skal overholdes. Derfor har det en gavnlig effekt, at politiet er her, pointerer han.

Har hentet de første bøder

Lau Virenfeldt og de to gaster, der på dagens sejltur udgør besætningen på Juliett 3 har selv ønsket at komme på vandet.

- Det er skønt at være på vandet, lyder det fra den garvede sejler, mens Juliett 3 glider gennem afsted.

Den lille besætning må dog sande, at turen har været uden den helt store fangst. I løbet af de par timer, hvor Juliette 3 er på vandet, bliver det ikke en eneste bøde eller forseelse.

- Der har ikke været noget at sætte fingre på. Det hele har været i orden. Det hører lidt til det usædvanlige, siger Lau Virenfeldt med et smil.

Politibåden og dens besætning har dog uddelt de første bøder. 

I weekenden 26.-27. maj 2023 var båden i vandet på sin første planlagte opgave, da Midt- og Vestjyllands Politi kontrollerede de sejlende på Silkeborg-søerne og i Gudenåsystemet i forbindelse med musikarrangementet Hede Rytmer i Silkeborg.

Her var der flere problemer med forsikringer og mangler redningsvest.

- Der er noget, der tyder på, at folk i Skive er lovlydige, siger Lau Virenfeldt med et smil.