Lange køer ved flere kvikteststeder: - Det er frustrerende

Flere af de midt- og vestjyske kvikteststeder er pressede og oplever lange køer.

2:00
Flere af de midt- og vestjyske kvikteststeder er pressede og oplever lange køer.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

I forbindelse med den gradvise genåbning af landet, bliver danskerne Corona-testet på livet løs. Det kom for alvor til udtryk ved testcentre med kviktest i Holstebro og Skive i dag. Her sneg køerne sig op på flere hundrede meter. 

Noget der skabte en del frustration blandt de mange ventende - blandt andre Jan Larsen fra Skive, der stod i kø i en time og tyve minutter.

- Som selvstændig erhvervsdrivende er det ret frustrerende at bruge sin tid på at stå i kø i stedet for at servicere vores kunder, siger Jan Larsen. 

Lige nu er det et krav at fremvise et gyldigt Corona-pas, hvis man skal adgang til mange dele af samfundet. Det erkender endnu en af de mange ventende fra Skive da også.

- Det er selvfølgelig et vilkår lige nu, men jeg tænker, at mange er utilfredse lige nu. Det kan man også høre, når man står i køen. Folk er ikke helt tilfredse, lyder det fra Emil Kusk. 

Jan Larsen var en af de mange, der måtte vente lang tid på en kviktest i dag, fredag.
Jan Larsen var en af de mange, der måtte vente lang tid på en kviktest i dag, fredag.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Vil ansætte mere mandskab

 Hos Region Midtjylland er man opmærksom på situationen, men de fortæller også, at gradvise genåbning af landet og kravet om Coronapas har lagt et voldsomt tryk på testcentrene. 

- Visse steder er der rigtig lang kø, og det er virkelig uheldigt. Men vi er også gået fra at teste ca. 30.000 om dagen til at teste det dobbelte, siger Lægefaglig direktør ved præhospitalet i Region Midtjylland Per Sabro Nielsen,  

Han erkender dog, at situationen ikke er optimal, og derfor forsøger de lige nu at lave flere teststeder.

- Vi arbejder benhårdt på at få ansat flere til at pode. Derudover vil vi udvide åbningstiden fra 12 til 14 timer per dag, men det kræver lige noget mere mandskab, afslutter han.