Frosten bekymrer havnefoged: - Der er jo en risiko for, at isen kan rykke pælene med op

Frostvejr og lave vandstande giver udfordringer i Limfjordens havne, fordi kombinationen kan ende med at hive havnenes fortøjningspæle op af fjordbunden.

2:10
Havnefoged i Skive Søsportshavn, Niels Peter Olesen, frygter, at det tykke lag is i havnen kan ende med at hive pæle op af fjordbunden.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

I Skive Søsportshavn er den kolde vinter grobund for bekymringer. I havnens bassin står der omkring 300 fortøjningspæle, og deres skæbne ligger lige nu i hænderne på Kong Vinter.

Kombinationen af et lag is på mellem 10 og 12 centimeter og en vandstand på 1,2 meter under normalen kan nemlig ende med at hive pælene op af fjordbunden.

- Isen gror jo fast omkring pælene. Og får vi så en pludselig vandstigning igen, mens isen stadig er intakt, så er der jo en risiko for, at isen kan rykke pælene med op, siger Niels Peter Olesen, der er havnefoged i Skive Søsportshavn.

Hvis det sker, så kan det ende med at blive en dyr omgang at få dem tilbage på plads.

- Det koster mellem 1500 og 2000 kroner per pæl at banke dem i, udover at man jo så skal have pælene, siger Niels Peter Olesen.

Ekstremt lavvande i Nykøbing

I Morsø Sejlklub & Marina i Nykøbing holder havnechef Søren Olsen også godt øje med isen og vandstanden. Forleden fortalte en ældre herre fra lokalområdet ham, at den nuværende situation i havnen langt fra er normal.

- Det har aldrig været så lavvandet her i havnen, så vidt han kunne huske, og han er over 70. Så det er ekstremt lavvandet i hvert fald, siger Søren Olsen.

På trods af den lave vandstand tror han fortsat på, at havnen og pælene nok skal komme fint igennem frosten.

- Vores bekymring er nok ikke voldsomt stor, men vi skal da tænke over, at isen ikke løfter, så pælene bliver rykket op af grunden, når vandet kommer tilbage igen, siger havnechefen.

Frosten fortsætter

Ifølge DMI vil temperaturen i Midt- og Vestjylland fortsætte med at ligge under nulpunktet et godt stykke tid endnu. Havnene skal derfor også forberede sig på, at isen bliver tykkere.

- Så længe der er frostgrader, så bygger isen jo på, siger meteorolog ved DMI Henrik Andersen.

Udsigten til et kraftigere islag giver dog ikke anledning til flere bekymringer i Skive, fordi isen allerede er meget tyk. 

- Det gør ingen forskel, om isen bliver tykkere, fordi den er i forvejen mellem 10-12 cm, siger havnefoged for søsportshavnen, Niels Peter Olesen. 

Han krydser derfor bare fingre for, at det når at blive tøvejr, inden vandstanden igen stiger, så pælene bliver stående, som de skal.

- Vi kan ikke gøre så meget udover at vente og se. Og så håbe det bedste, siger havnefogeden.