Festivalformand har armene over hovedet: Snart udsolgt og overflod af frivillige

Folkene bag Skive Festival har sjældent oplevet lige så gnidningsfrie forberedelser som i år.

Nu kan festen snart begynde på Strandtangen i Skive. (Arkivfoto)
Nu kan festen snart begynde på Strandtangen i Skive. (Arkivfoto)
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Nu tæller vi ikke længere uger, men dage, til at Skive Festival åbner hegnet til Strandtangen og tre dage med musik, fest og fadøl i stride strømme.

På planlægningskontoret kan de dog allerede skænke sig en fadøl og klappe sig selv lidt på skulderen. 

Forberedelserne til en Skive Festival er nemlig sjældent gået bedre. Det fortæller bestyrelsesformanden for festivalen, Michael Eiskjær, der har været med til at arrangere begivenheden de sidste seks år.

- Det er fantastisk.

- Vi får jo også mere erfaring hen ad vejen og bliver bedre til alle opgaverne, der er i forberedelserne. Nogle ting skal bygges op på samme måde, men vi kan godt mærke, at jo bedre vi bliver til tingene, jo nemmere går forberedelserne også, fortæller bestyrelsesformanden.

For to dage siden var der solgt 10.000 billetter. Nu er der solgt 1000 mere, og Michael Eiskjær regner med, at festivalen når sit maksimum på 12.000 billetter. Derfor er den økonomisk ansvarlige på kontoret også glad for tiden.

- Jeg er sikker på, at vi når de 12.000. Hvis vi først når det under festivalen, så går det nok. Folk venter tit på vejrudsigten, og den viser solskin for tiden, og så ved vi, at det går stærkt med billetterne.

- Så det ser godt ud med budgetterne, og det er helt fint, sagt på godt jysk. Vi kan betale regningerne, lad mig sige det sådan, fortæller bestyrelsesformanden.

Michael Eiskjær og resten af arrangørerne kan snuppe en velfortjent fadøl efter årets forberedelser. (Arkivfoto)
Michael Eiskjær og resten af arrangørerne kan snuppe en velfortjent fadøl efter årets forberedelser. (Arkivfoto)
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Mangler kun én frivillig

Faktisk er der slet ikke noget, der bekymrer festivalarrangøren, her en uge før den første musiker går på scenen.

- Vi døjer ikke med noget. Så længe vi kan se solskin på vejrudsigten, så er der intet at klage over. De sidste to års billetsalg har været et stykke fra målet, og de frivillige har også været en presbold, fortæller Michael Eiskjær.

Sidste år kæmpede Skive Festival med at skaffe frivillige nok, og det var de ikke de eneste, der gjorde. I år er sagen dog en ganske anden, da man i skrivende stund kun mangler en enkelt for at kunne kalde fuld plade på frivilligfronten.

- Der mangler kun lidt koordinering og en enkelt mand, der skal være med til at sætte scener op. Det er helt imponerende nemt at skaffe folk i år. Vi har snakket om, at vi er ved at blive for mange. Vi er superglade. 

- De sidste to år har det været svært at skaffe folk. Corona gjorde, at folk fik andre interesser. Sidste år måtte de frivillige løbe dobbelt så stærkt. I år de kan de nyde lidt mere festival, siger arrangøren.

Vil undgå stjålne armbånd

Nu håber Michael Eiskjær bare, at festivalen kan forløbe uden de problemer, den løb i sidste år, hvor armbånd for op mod en halv million blev stjålet. 

Bestyrelsesformanden fortæller til TV MIDTVEST, at man har lavet om på systemet i år, så man undgår en gentagelse.

Hvordan det nye system virker, vil Michael Eiskjær ikke ud med. Jo færre der kender til systemet, jo mindre risiko for stjålne armbånd, er hans argument.

Skive Festival har musik på programmet fra 1.-3. juni.