Fakta: Se Skive-afgørelsen

Læs afgørelsen fra DHFs appeludvalg i sagen om sorte penge i Skive FH

Kendelse afsagt af DHF's Appeludvalg den 16. januar 2009.

 

Håndbold Spiller Foreningen (HSF) har påklaget afgørelse truffet af DHF's Disciplinærudvalg 11. november 2008 i sag om, hvorvidt Skive  fH har levet op til kravene i kontraktreglementet i forbindelse med registrering af kontrakter med Karen Smidt og Maja Torp. 

Sagen drejer sig nærmere om, hvorvidt kørselsgodtgørelse i henhold til en trænerkontrakt, som efter de foreliggende oplysninger er udbetalt uden at reglerne for skattefri kørselsgodtgørelse er iagttaget, skal medregnes i den årlige maksimale forpligtelse, jf. kontraktreglementets § 30. Vedrørende Maja Torp drejer sagen sig tillige om manglende oplysning af kørselsgodtgørelse i henhold til  et tillæg til trænerkontrakten, som ikke er indsendt til registrering. 

Disciplinærudvalgets afgørelse  - med klagevejledning - er meddelt HSF den 13. november 2008. Appelskrift er fremsendt til DHF den 26. november, og appel må derfor anses som værende rettidig, jf. DHF's love §27, nr. 6. 

I behandlingen af sagen har deltaget Bjørn Graae (formand), Thorkild Rydahl og Karsten Madsen. 

Ingen af parterne har begæret mundtlig forhandling, jf. DHF's love § 28, nr. 6. Sagen har været behandlet på et telefonmøde i appeludvalget, og kendelsen er konciperet på grundlag heraf.  

Appellanten HSF har nedlagt påstand om, at Skive fH bør idømmes en passende sanktion efter DHF's love § 27 for at have udvist usportslig eller usømmelig adfærd eller adfærd, der kan bringe håndbolden i vanry. 

HSF har i mailskrivelse af 27. november 2008 til DHF påstået tilbagebetaling af appelgebyret, da sagen må anses for at være af principiel betydning. 

Disciplinærudvalget har i sin afgørelse lagt til grund, at kørselsgodtgørelsen har været udbetalt eller tiltænkt udbetalt, uden at reglerne for skattefri kørselsgodtgørelse har været overholdt. Appeludvalget kan tiltræde denne bedømmelse af sagens faktum. 

Appeludvalget er ligeledes enig med Disciplinærudvalget i vurderingen af                                                                                                                      af muligheden for sanktionering i medfør af kontraktreglementets § 30, stk. 5.

 Ved vurderingen af om der er anledning og hjemmel til at meddele sanktion i medfør af DHF's love § 27, nr. 1, jf. § 28, nr. 7, finder appeludvalget, at der bør anlægges en selvstændig vurdering af de påklagede handlingers evne til at bringe håndboldsporten i vanry  eller på anden måde realisere de i lovenes § 27. nr. 1 beskrevne handlinger. Udvalget finder således ikke, at der kan opstilles et yderligere krav om, at der tillige skal foreligge en selvstændig krænkelse af særbestemmelser i fx kontraktreglementet.

 Appeludvalget finder, at undladelse af korrekt indberetning til offentlige myndigheder af skatterelevante forhold må anses for en alvorlig forseelse, der i sin substans er egnet til at misrekommandere spillet. Det tiltrædes, at det må betragtes som en skærpende omstændighed , at sådanne handlinger sker med det klare formål at omgå skattereglerne eller andre regelsæt, og at et sådant direkte forsæt ikke er godtgjort i denne sag. 

Udvalget finder dog, at der i denne sag foreligger et sådant omfang af  krænkelserne af regelværket, særligt fordi der er tale om mere end en enkelt spiller, at der er grundlag for at sanktionere det skete i medfør af lovenes § 27, jf. § 28, nr. 7 med en advarsel til Skive fH. 

På baggrund heraf afsiger Dansk Håndbold Forbund's Appeludvalg følgende kendelse:  

Der meddeles Skive fH advarsel for udbetaling af kørselsgodtgørelse uden fornøden indberetning.

Det indbetalte appelgebyr tilbagebetales Håndbold Spiller Foreningen.  

I øvrigt ophæves sagens omkostninger 

Kendelsen kan i henhold til DHF's loves § 28, stk. 8, senest 4 uger efter denne kendelses modtagelse indbringes for DIF's Appeludvalg.

 

Bjørn Graae