Endnu et cigarettyveri: Cigaretter for 18.000 kroner stjålet

Op mod 40 kartoner cigaretter er blevet stjålet fra Dagli’ Brugsen i Lihme.

Cigaretter for 18.000 kroner blev stjålet fra Dagli' Brugsen i Lihme natten mellem onsdag og torsdag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Natten mellem onsdag og torsdag har en eller flere tyve brudt ind i varelageret hos Dagli’ Brugsen i Lihme ved Spøttrup.

Læs også Politiet efterlyser maskerede indbrudstyve – stjal cigaretter for 40.000 kroner

- De har brudt døren til varelageret op og har stjålet mellem 30 og 40 kartoner cigaretter. De har en samlet værdi på 18.000 kroner, fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

For godt tre uger siden blev der også stjålet mange cigaretter i samme område. Den 23. oktober brød tre maskerede tyve ind på lageret i Dagli’ Brugsen i Durup ved Roslev. Her blev der stjålet cigaretter for 40.000 kroner.

Niels Bach kan ikke afvise, at det er de samme gerningsmænd, der står bag det nye cigarettyveri. Lige nu er politiet ved af gennemgå butikkens overvågningsvideoer.