Brød coronaregler på værtshus - nu får forpagter bøde på 20.000 kroner

Værtshusforpagter får 20.000 kroner i bøde for overtrædelse af coronaregler. En håndfuld lignende sager venter på at komme for retten.

Forpagteren af Smedjestuen i Selde fik tirsdag to bøder af 10.000 kroner for to sommernætter i træk at overtræde corona-restriktionerne.
Forpagteren af Smedjestuen i Selde fik tirsdag to bøder af 10.000 kroner for to sommernætter i træk at overtræde corona-restriktionerne.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Forpagteren af værtshuset Smedjestuen i Salling får nu et rap over fingrene med politiets bødeblok. 20.000 kroner koster det, at han to nætter i træk i juli måned holdt længere åbnet end de daværende coronarestriktioner tillod. 

- Jeg ved sgu snart ikke, hvad jeg skal sige til det. Det er ikke helt rimeligt, siger Jens Nielsen Høgh, der er forpagter af Smedjestuen i Selde. 

Midt i juli var coronareglerne sådan, at værtshuse skulle holde lukket fra midnat til klokken fem om morgenen. 

Natten til lørdag 18. juli kom en politipatrulje forbi Smedjestuen, der skulle være lukket efter midnat. Jens Nielsen Høgh havde ikke udskænket efter klokken 00, men der var stadig gæster på Smedjestuen, og derfor fik han en bøde på 10.000.

Natten efter lige over midnat kom en patrulje igen forbi. Her var der ingen gæster på værtshuset, men en kvinde var på vej ud af værtshuset og otte andre stod umiddelbart udenfor og drak øl. 

Politiet vurderede, at der var tale om en overtrædelse af forbuddet mod udskænkning efter midnat. Den anden overtrædelse resulterede i endnu en bøde på 10.000 kroner. 

Anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Stinne Ørving Jensen, fik mandag medhold i sagen omkring begge bøder ved byretten i Viborg. 

- Jeg er tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand og fundet forpagteren skyldig i begge påstande, siger Stinne Ørvig Jensen.

Overvejer ankesag

Ifølge specialanklager Ulrik Panduro ved anklagemyndigheden ligger der cirka fem sager, der drejer sig om lignende overtrædelser af coronarestriktionerne, og venter på at komme for en dommer. 

Der er også en række lignende sager, der ikke ender i retten, fordi værtshusejeren eller forpagteren på stedet har erkendt brøden og accepteret bøden. 

Det gjorde Jens Nielsen Høgh ikke, og det er han heller ikke sikker på, at han gør i dag efter dommen er faldet i byretten. 

- Den ene dag er ok. Den kan jeg godt se, men jeg synes stadigvæk, at det er urimeligt med den anden (bøde red.). 

Jens Nielsen Høgh fastholder, at der på tidspunktet for sagens anden bøde på 10.000 kroner ikke var eller havde været gæster på værtshuset efter midnat. Kvinden, som patruljen fandt på vej ud af værtshuset, havde ifølge forpagteren blot lånt toilettet. 

- Står det ikke i grundloven et sted, at man ikke må nægte nogen at komme på toilettet? Det synes jeg ikke, man kan, siger Jens Nielsen Høgh, som nu overvejer, om sagen skal prøves ved landsretten. 

- Men det er jo dyrt. Det koster jo til advokaten hver gang. Jeg ved det ikke. Det kan godt være, jeg vil spøge advokaten, om der er mere jeg kan gøre. Jeg synes ikke, det her er rimeligt, siger forpagteren.