Alt for høj fart: Politiet uddelte 27 klip på bare seks timer

Der var fart på, da politiet i weekenden uddelte fartbøder og klip i kørekortet til 27 bilister i Skive og stoppede en enkelt med et stort, levende træ på traileren.

Politiet benyttede sig af en laser, da de i weekenden lavede hastighedskontrol på Herningvej ved Skive. (Arkiv)
Politiet benyttede sig af en laser, da de i weekenden lavede hastighedskontrol på Herningvej ved Skive. (Arkiv)
Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

Politiet måtte i weekenden uddele klip og bøder til 27 bilister, da de foretog færdselskontroller ved Herningvej i udkanten af Skive lørdag aften og søndag eftermiddag.

Men ikke alene blev der udskrevet stribevis af bøder til bilister med for meget fart på – betjentene måtte også standse en bil med lidt for meget fyld på traileren, fortæller lokalpolitiet i Skive.

- De bemærker en personbil, som havde tilkoblet en påhængsvogn med et levende træ med rødder på, siger politiassistent Niels Bach.

Træet ragede 180 centimeter ud over kanten på påhængsvognen i højre side og 80 centimeter i venstre side, og så stak det to meter ud over bagenden på vognen. Derudover manglede der lys på påhængsvognen.

Føreren, en 51-årige mand fra Brande, blev tiltalt for overtrædelse af køretøjets belastning og måtte ikke køre videre fra stedet.

Må tage ny køreprøve

Bilisten blev stoppet søndag eftermiddag klokken 16.45, netop som politiet afsluttede to dages færdselskontrol med fokus på hastighed.

I løbet af to timer lørdag aften og knap fire timer søndag eftermiddag blev i alt 27 bilister målt med for høj hastighed.

På strækningen, hvor det er tilladt at køre 60 kilometer i timen, kørte de med mellem 82 og 110 kilometer i timen.

Mens de 25 af bilisterne kan se frem til både et klip i kørekortet og bøder på mellem 3000 og 4000 kroner, skal de to bilister med mest fart på op til en orienterende køreprøve, og så får begge en bøde på 4500 kroner.