92-årige Emmy tyvstartede på Royal Run

I Skive tyvstartede børn og ældre torsdag på den kommende weekends Royal Run.

1:58
På 16 plejecentre i Skive blev der i dag løbet med både rollator og kørestol.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

I weekenden løber tusindvis af mennesker landet over anført af kronprinsen i arrangementet Royal Run. Det kunne de ikke vente på i Skive, hvor omkring 1.600 deltagere fra kommunens børneinstitutioner og plejecentre deltog i Royal side Run. 

En af dem var 92-årige Emmy Bundgaard Frederiksen, som fik selskab af en masse børn på en 1 kilometer lang rute.  

- Det var da herligt, at se så mange børn. Det var dejligt, siger 92-årige, Emmy Bundgaard Frederiksen.

Hun blev ikke selv så forpustet af motionen. Hun sidder nemlig i kørestol, men blev skubbet igennem ruten. 

- Det var godt. Jeg havde jo en til at køre mig. Så jeg kunne jo sagtens, siger Emmy Bundgaard Frederiksen.

 - Når vi vælger at lave et arrangement som Royal side Run, er det fordi, vi gerne vil trække Royal Run-stemningen til Skive Kommune, siger Marianne Frost der er leder af plejeboligenheden i Skive Kommune.

 - Samtidig laver vi en festlig dag for alle vores beboere. Det er helt unikt, at vi i Skive Kommune afholder 16 Royal side Runs – ét på hvert af vores plejecentre, siger Marianne Frost der er leder af plejeboligenheden i Skive Kommune. 

Emmy Frederiksen var ret godt tilfreds med at få besøg af alle de mange børn. Det kunne kommunen sagtens arrangere igen, mente hun bagefter. 

- Det er ikke altid sådan lige til at komme ud. Når man først kommer ind og får sig sat foran fjernsynet. Så er det ikke så let at komme ud, siger den 92-årige kørestolsbruger.