Sundhedsrådgiver om besparelser i Silkeborg: - Borgerne skal ikke frygte for deres helbred

Region Midtjylland lægger op til at spare i alt 95 millioner kroner på Regionshospitalet Silkeborg.

Regionens samlede spareøvelse i Silkeborg vil koste 143 stillinger på byens sygehus.
Regionens samlede spareøvelse i Silkeborg vil koste 143 stillinger på byens sygehus.
Foto: Region Midtjylland

Nu er Region Midtjylland blevet endnu mere konkrete på, hvordan de planlagte besparelser på Regionshospitalet Silkeborg kommer til at ramme.

I dag er regionens sparekatalog nemlig blevet præsenteret, og her kan man se, at der i alt lægges op til, at der bliver sparet 95 millioner kroner i Silkeborg.

Det kommer blandt til at gå ud over byens sengeafsnit, da sengepladserne skal flyttes andre steder hen. Hvis man spørger en sundhedsrådgiver, har silkeborgenserne dog ingen grund til at frygte for deres liv og helbred.

- Ikke i mine øjne. Det er selvfølgelig til stor gene, at man ikke kan blive indlagt i Silkeborg, hvis man bor i byen, men det akutte beredskab er jo i høj grad mobilt, fortæller Mads Koch Hansen, der er selvstændig sundhedsrådgiver.

- Ambulancer og lægebiler vil fortsat være til stede der, hvor man har brug for det. Derudover er der også en lægehelikopter meget tæt på, så man er godt dækket ind til det mest alvorlige.

2:49
Her kan du høre, hvad sundhedsrådgiver Mads Koch Hansen har at sige til besparelserne i Silkeborg.

Velfungerende sygehus, som overholder budgetterne

Region Midtjyllands spareplaner har ellers længe givet anledning til utilfredshed blandt borgere i Silkeborg. Flere har ytret en frygt om, at udviklingen i byen kommer til at lide et knæk, og så undrer mange sig også over, hvorfor det lige er Silkeborg, der er i regionspolitikernes skudlinje.

Én af dem er Poul Berggren.

- Vi har et velfungerende sygehus, som år efter år overholder budgetterne, og så har vi landets bedste uddannelsessted for yngre læger og speciallæger. Giv mig lige en god grund til at ødelægge det, lyder undren fra Poul Berggren, der er formand for gruppen Støt Silkeborg Sygehus.

- Der er lukket rigtig mange sygehuse

Sundhedsrådgiver Mads Koch Hansen ønsker ikke at kommentere på, om han synes, det er en god eller dårlig idé at lukke Regionshospitalet Silkeborg.

Han mener dog, at det er bedre for en region at lave store besparelser på et hospital i stedet for at spare en mindre del alle steder.

Hvem er det så, der kommer til at betale prisen for den her besparelse?

- Der er lukket rigtig mange sygehuse i Danmark i de sidste 20 år. Jeg bor selv i Fredericia, hvor sygehuset blev lukket for syv år siden. Vi får en lige så god betjening i dag, selvom vi nu skal til Kolding, hvis vi skal akutindlægges, lyder det fra Mads Koch Hansen.

- Det er den måde vores sundhedsvæsen er struktureret på i dag. Man skal ikke forvente, at det ligger tæt på, men man skal forvente, at man får den rigtige behandling der, hvor man kommer hen.

Sparekataloget er fra i dag sendt i høring frem til den 20. november, hvor der kan afgives høringssvar til materialet.