Små sensationer i dyreparken: Grævlingerne har fået unger

Grævlinger er svære at få til at yngle i fangenskab, men nu er det er lykkedes i Aqua Akvarium & Dyrepark. Nyheden vækker begejstring rundt omkring i Europa.

Man skal se godt efter - men de to grævlingeunger kan her ses som små hvide bolde ved morens mave.
Man skal se godt efter - men de to grævlingeunger kan her ses som små hvide bolde ved morens mave.
Foto: Aqua Akvarium & Dyrepark

To små dyresensationer er kommet til verden i Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

En dag lød der pludselig pibelyde fra grævlingehulen, og det viste sig, at det for første gang var lykkedes parkens grævlinger at få unger. 

De to små er nu 14 dage og befinder sig stadig i hulen sammen med deres mor.

- Jeg vil betegne det som en kæmpe succes og en virkelig stor ting for os. Der er nu gået seks år, hvor vi har håbet, at den her dag skulle komme, siger zoolog Morten Vissing.

Aqua er den eneste danske dyrepark, der har det store danske rovdyr bag hegn. Den første kom i 2018. 

Grævlinger er svære at holde i fangenskab og endnu sværere at få til at yngle. Morten Vissing kender til seks-syv andre steder i Europa, hvor man holder grævlinger, og det sker kun engang imellem, at det lykkes dyreparker at få dem til at yngle.

- Jeg ringede rundt til nogen af dem, der har grævlinger, og de var ellevilde over, at der nu er nye grævlinger, så vi kan lave noget avlssamarbejde.

0:12
Man kan tydeligt høre - men dog ikke se - de to unger på denne video.

Der går dog et stykke tid, inden gæsterne i Aqua kan nyde synet af ungerne. For at give den lille familie ro har parken lige nu lukket for adgangen til den hule, hvor man gennem en rude kan kigge ind i til reden.

Dertil kommer, at grævlingemoren har valgt at flytte ungerne til en hule, som hun selv har gravet et andet sted i indhegningen. Dyrepasserne kan gennem hullerne høre ungerne pibe – men se dem kan de ikke.

Det vil der dog snart blive lavet om på.

- Efter en otte til 12 uger forlader de reden og begynder at komme ud. Og så vil man helt sikkert kunne se dem lege uden for hulen. De små er mere aktive end de voksne, forklarer Morten Vissing.

0:56
Zoolog Morten Vissing fortæller her om de to grævlingeunger i Aqua Akvarium & Dyrepark.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST og Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST.
Grævlingeunger hos Aqua
Foto: Aqua Akvarium & Dyrepark