Rune har kæmpet for støjskærm til motorvej i årevis – nu kommer den endelig

Borgerne i Buskelund ved Silkeborg kan se frem til at få støjskærmet den nærliggende motorvej til næste år.

Rune Birkemose Jakobsen glæder sig over, at der nu er støjskærme på vej til Silkeborg Motorvejen, som hele tiden kan høres fra hans hus i Buskelund.
Rune Birkemose Jakobsen glæder sig over, at der nu er støjskærme på vej til Silkeborg Motorvejen, som hele tiden kan høres fra hans hus i Buskelund.

Midt i svimlende million- og milliardbeløb til ny og bedre infrastruktur i Danmark er der også mindre projekter, der er blevet tilgodeset.

De 17,5 millioner til støjafskærmning af Silkeborg Motorvejen syner ikke af meget i en samlet pulje på 105,8 milliarder kroner, men tiltaget er en stor forløsning for borgerne i Buskelund, der dagligt lever med støjgenerne fra motorvejen.

- Vi er rigtig glade for, det her kommer til at ske. Endelig. Det er dejligt at se, at det arbejde vi har lavet, rent faktisk bærer frugt, lyder det fra Rune Birkemose Jakobsen, der gennem flere år har været en aktiv del af gruppen ’tag toppen af støjen’, som arbejder med at få udbedret støjgenerne langs Silkeborg Motorvejen.

- Vi har hele tiden sørget for at holde opmærksomheden på den her problemstilling, så det er dejligt, at vi står her nu og kan se, det er lykkes.

Kommune og stat deler regningen

Støjafskærmningen skal finansieres i en 50-50-model, hvor staten betaler den ene halvdel, mens kommunen betaler den anden.

Parterne, staten og kommunen, har længe været uenige om, hvem der kan drages til ansvar for, at beboerne i Buskelund oplever støjgener.

Kommunen har peget på Vejdirektoratets linjeføring. Omvendt er kommunens udstykning og placering af grunde blevet kritiseret, og derfor mener Rune Birkemose Jakobsen, at fordelingen er en god løsning.

- Jeg er som udgangspunkt en meget pragmatisk person, så jeg synes, det er fint, at begge parter deles om regningen. Jeg kan se problematikken fra begge sider, lyder det.

Men løser støjafskærmningen problemet?

Midlerne til støjafskærmningen ligner dermed enden på den årelange kamp for at få at dæmpet støjen fra motorvejen i Buskelund.

Men hvor mange underværker kan de 17,5 millioner kroner overhovedet gøre?

- Støjskærmen kommer til at gøre det så godt, som den kan. Og så forventer vi egentlig ikke mere end det. Alle ved godt, at en motorvej støjer. Vi skal bare have taget de øverste decibel af baggrundsstøjen.

- Det her handler lige så meget om det mentale og psykiske i det. Det er rart at vide, at man har gjort alt, hvad man kan for at gøre det tåleligt at bo her. Så det har stor betydning. Men der vil selvfølgelig være dage, hvor vinden vender forkert, og sådan er det, siger Rune Birkemose Jakobsen.

Støjafskærmningensprojektet ved Buskelund sættes i gang i 2022.