Nuurhh: To sjældne oddere født i AQUA

To store, stærke og sunde odderunger er født i AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

- Det er fuldstændig unikt.

Sådan lyder det fra Morten Vissing, der er zoolog hos AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, efter der i weekenden blev født to odderunger.

Kuldet er meget eftertragtede i det internationale avlssamarbejde, fordi forældrene er vilde, så ankomsten vækker særlig stor glæde i akvariet.

- Vi er meget stolte, for de er meget store. Jeg gætter på, at de vejer 150 gram, så de er nogle store bamser, der er mange, der gerne vil have fingrene i dem, siger han.

Den første unge blev født fredag eftermiddag, og ungerne kom til verden med cirka 15 timers mellemrum.

Det er odderne, Liv og Lennie, der igen er blevet forældre, de fik nemlig også unger sidste år, og det var faktisk første gang i 13 år.

0:23

Eftertragtet avlssamarbejde

De nyfødte oddere er gode til at avle på, fordi de kommer af vildtfødte forældre, og derfor ikke er beslægtede med andre oddere i de zoologiske haver, forklarer zoologen.

- Vi er kommet med i det europæiske avlssamarbejde, og der snakker vi med zoologiske haver fra hele Europa. Der sidder en koordinator i Paris, som fordeler avlsdyrene, og fordi vi havde en vild hunodder, og vi kunne få en vild hanodder fra Tyskland, og så kom ungerne, forklarer han.

Morten Vissing oplyser også, at det kun er AQUA Akvarium & Dyrepark, der har europæiske odderunger i fangenskab.

Zoologen Morten Vissing har arbejdet hos Aqua Akvarium & Dyrepark i 15 år.
Zoologen Morten Vissing har arbejdet hos Aqua Akvarium & Dyrepark i 15 år.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST


Skal svømme i Silkeborg

Selv om odderen er tilpasset et liv i vandet og derfor har svømmehud mellem tæerne og en lang strømlinet krop, så går der tid, før besøgende i AQUA Akvarium & Park kan se de små oddere svømme rundt.

- Om seks til otte uger skal de ud i anlægget, hvor man kan se dem svømme rundt. Ungerne skal nemlig have deres uld først, så de kan tåle vandet, forklarer Morten Vissing.

Men efter svømmeture i akvariet i Silkeborg er det endnu uvist, hvor avlsodderne skal sendes hen for at yngle.

Sidste år blev den nyfødte hanodder sendt til Italien for at formere sig.

Zoologen kender endnu ikke ungernes køn, da de i øjeblikket får ro med deres forældre.

0:36
Her ses de nye ungers far.