Kan du hjælpe politiet? Efterlyser mand for påsat brand

Midt- og Vestjyllands Politi beder om hjælp til at identificere en mand, der er efterlyst for brandstiftelse i Silkeborg.

Den 29. maj klokken 2.45 kravlede en mand over et hegn til en affaldsgård ud for Resedavej 39 i Silkeborg. Her fandt han en indkøbsvogn med affald.

- Han har formentlig hældt brandbart væske ud over og antændt. Han stillede vognen under et halvtag til en parkeringsplads ved Resedavej 39, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Uheldigt for manden, så var stedet videoovervåget, og optagelserne viser, at gerningsmanden ankom til fods og efterlod stedet klokken 3.30 til fods.

- Midt- og Vestjylland Politi offentliggør nu overvågningsbilleder fra parkeringspladsen i håb om, at offentligheden kan hjælpe med at identificere den mistænkte, skriver politiet.

De beskriver manden som 20 til 30 år med kort, lyst hår og almindelig af bygning. Kan man genkende manden, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

Manden var iført sorte shorts, sort jakke med hætte og en blå rygsække.
Manden var iført sorte shorts, sort jakke med hætte og en blå rygsække.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

I 2019 var området omkring Resedavej plaget af mange påsatte brande i affaldscontainere.

24 påsatte brande har de seneste måneder skabt utryghed i boligområdet ved Resedavej og Lupinvej i Silkeborg