Jannick Green til BSV

Så er det bekræftet: Talentfuld målmand skifter til Bjerringbro-Silkeborg.

jannick-green.jpg

Rygterne har svirret længe, og nu bekræfter Bjerringbro-Silkeborg, at klubben har sikret sig et af de store danske målmandstalenter.

AaB-spilleren Jannick Green kommer fra næste sæson til det midtjyske på en tre-årig kontrakt, og dermed har klubben også sikret sig en afløser for Niklas Landin, der om halvandet år skifter til tyske Rhein Neckar Löwen.

- Personligt håber jeg, at jeg med skiftet kan udvikle mig yderligere, så jeg kan komme tættere på landsholdet, og at Niklas og jeg kan blive den bedste målmandsduo i ligaen, siger Jannick Green i en pressemeddelelse fra klubben.

Cheftræner Carsten Albrektsen er også godt tilfreds med sin nye målmand, der i øvrigt tidligere har spillet i Lemvig. Albrektsen betegner Green som et af de allerstørste målmandstalenter i Danmark.