Håndbold: BSV henter pligtsejr ude i CL mod gruppens bundprop

Bjerringbro-Silkeborg topper sin CL-gruppe efter 33-29-sejr ude over HC Metalurg fra Makedonien lørdag.

Arkivfoto af  Michael Knudsen, der jubler efter en scoring den 18. november 2018.
Arkivfoto af Michael Knudsen, der jubler efter en scoring den 18. november 2018.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Bjerringbro-Silkeborg skal slutte på en af de to øverste pladser i gruppespillet i Champions League for at avancere i turneringen.

Til det formål skulle BSV bruge en sejr lørdag på udebane over bundholdet i gruppe C, HC Metalurg.

Det lykkedes for BSV at vinde opgøret 33-29 i Skopje, uden at det danske hold egentlig behøvede at ramme topniveauet for at slå makedonerne, der blot har skrabet to point til sig i ni gruppekampe.

Sejren betød, at BSV nåede op på 14 point for ni kampe på førstepladsen med en gruppekamp tilbage.

BSV blev senest besejret i turneringen af Tatran Presov fra Slovakiet, som også slog BSV på hjemmebane, og en sejr lørdag var derfor påkrævet og også forventet.

Det danske hold kom også glimrende i gang med opgøret og var foran 5-1 efter otte minutter mod bundholdet, der dog svarede igen og reducerede til 4-6 efter 13 minutter.

Mikkel Nøddesbo sørgede dog for 7-4-føring og var i det hele taget flyvende i indledningen, men koncentrationen svigtede for ofte i fasen for BSV, og hjemmeholdet scorede igen.

Kampens indledning lagde op til, at BSV ville løbe makedonerne over ende, men Metalurg sled sig ind i opgøret, og var blot bagud 12-14 to minutter før pausen.

I det første opgør hjemme mod gruppens bundprop vandt BSV med otte mål, men BSV var ikke helt oppe i gear lørdag, og Metalurg var med i opgøret med pauseføringen 15-12 til BSV.

Nikolaj Markussen fik scoret sit første af fem mål i opgøret tre minutter inde i anden halvleg, da han knaldede bolden i mål til 16-13.

Det lignede dog et spørgsmål om tid, hvis BSV bare ville, og gæsterne begyndte da også at lægge afstand. Jacob Lassen øgede til 23-17, men makedonerne fik lov at komme på 17-21 og undgik en ydmygelse på hjemmebane.

Uden at slide alt for meget i det kørte BSV sejren hjem og ligger nu til selv at kunne afgøre sin skæbne, når sidste gruppekamp i Silkeborg er mod Sporting fra Portugal.