Fra elevatorhold til Europa-bold: SIF spiller historisk millionkamp

I 2020 spillede Silkeborg IF i 1. division. Nu topper de dansk fodbold og kan kvalificere sig til dueller mod europæiske giganter.

4:47
Christian Ditlev har set kampe med Silkeborg IF de seneste 30 år. De seneste 20 år har været uden stor succes, men nu kan klubben se frem til et europæisk eventyr.
Foto: Marc Killigren Akselsen / TV MIDTVEST

For bare et år siden rykkede Silkeborg IF op fra 1. division til landets bedste række. Nu topper de så ligaen. 

Og som om det ikke imponerede nok i sig selv, spiller de røde fra Søhøjlandet torsdag en kamp, der kan blive mange millioner værd.

For her duellerer SIF om at komme i Europa Leagues gruppespil.

- Det vil være det største nogensinde.

Så klar er beskeden fra Silkeborg IF’s administrerende direktør, Kent Madsen.

Hobro eller Manchester United

Direktøren er bestemt ikke ene om at se frem til kvalifikationskampen mod HJK Helsinki. 

SIF tabte første kamp 1-0, så det kræver en sejr på hjemmebanen, hvis de skal spille sig videre.

Hvis det lykkes, kan de komme i pulje med giganter som Arsenal eller Manchester United – lidt af en kontrast til modstandere som Hvidovre og Hobro, de mødte i 2020.

Så spørgsmålet er, om SIF har niveauet til Europa.

- Det får vi at se på torsdag. Men det tror jeg da, at vi har, siger SIF-fan Christian Ditlev.

Danmarks elevatorhold

Fodboldfanen er næstformand i Silkeborg IF’s fanklub. 

Han har fulgt SIF siden 1992. Han har fejret et mesterskab, flere medaljer og oprykninger og ærgret sig over nedrykninger.

Han har ærgret sig over Dennis Flinta og råbt, at forsvarsspilleren ikke havde niveau til mere end Silkeborg. 

2:06
Da Christian Ditlev råbte ad Dennis Flinta i 2015, blev han landskendt. Her kan du se mere om Silkeborg IF-fanen.

Opturen lige nu kommer på baggrund af de seneste år, hvor Silkeborg var en sikker oprykker fra 1. division og en lige så sikker nedrykker fra Superligaen, når de så endelig var rykket op.

SIF er den klub, der er rykket flest gange op i Superligaen og flest gange ned.

- Vi er Danmarks elevatorhold, siger Christian Ditlev.

- Når man har stået i Slagelse i regnvejr og set os tabe 2-0 i en aldeles forglemmelig kamp og overværet 0-5 i Hobro, 2-2 på en pløjemark i Roskilde og hvad ved jeg, så er det altså lidt sjovere at tage til Brøndby Stadion og vinde og få point i Parken, siger Christian Ditlev.

Succestræner med lang snor

Og nu er det altså rigtig sjovt at holde med SIF. Noget af succesen skal tilskrives et langt arbejde med at definere, hvordan de vil spille fodbold.

For allerede omkring 2010, hvor Troels Bech var træner, lagde man sig fast på at spille fodbold med fokus på selv at have bolden.

Den stil har man over de seneste sæsoner forfinet under Kent Nielsen. Han er ganske populær i SIF.

- Jeg tror nærmest selv, han skal skrive sin opsigelse. Jeg er spændt på, hvordan det går, når han ikke er her mere, og hvor meget af strategien der er bundet op på ham, og hvor meget der er forankret i klubben, siger Christian Ditlev.

Sikre på Europa-kampe

I den seneste sæson førte Kent Nielsen oprykkerne til en bronzemedalje. Det er det bedste ligaresultat i 21 år.

Medaljen har sikret SIF et europæisk gruppespil. For hvis de ikke slår HJK Helsinki, ryger de i Conference League-gruppespillet.

- Vi vil gerne i det finest mulige, nemlig Europa League-gruppespillet, siger SIF-direktør Kent Madsen.

Uanset resultatet og de mange millioner, som sådan et Europa League-gruppespil vil indbringe, ser SIF’s økonomi stabil ud.

I år budgetterer de med et overskud på mellem 40 og 50 millioner kroner. Og SIF har haft overskud de seneste otte år.