Forsvarsspiller forlader Silkeborg med ’blandede følelser’ – skifter til konkurrent

Simon Jakobsen nåede at spille 223 officielle kampe i SIlkeborg IF. Her blev det til tre scoringer. Nu skal han tørne ud for Hobro IK.

Simon Jakobsen forlader Silkeborg til fordel for konkurrenterne Hobro (arkivbillede).
Simon Jakobsen forlader Silkeborg til fordel for konkurrenterne Hobro (arkivbillede).
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Efter mere end 10 år i Silkeborgs røde trøje er tiden i klubben nu slut for 29-årige Simon Jakobsen.

Den rutinerede forsvarsspiller skifter til Superliga-konkurrenterne Hobro med øjeblikkelig virkning.

- Min grundfølelse er, at jeg er glad for, at der nu åbner sig et nyt kapitel i min karriere. Det trængte jeg til, efter at tingene var gået sportsligt døde i SIF. Men jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at mine følelser er blandede. SIF er den klub, jeg har spillet i, siden jeg var seks år, og jeg vil altid have klubben i hjertet, siger Simon Jakobsen til Silkeborgs hjemmeside.

Simon Jakobsen har tidligere været fast mand som anfører i Silkeborg IF, men klubbens træner, Kent Nielsen, har givet spilletid til andre og yngre kræfter i denne sæson.

Derfor ser han nu frem til at hjælpe Hobro IK med at undgå nedrykningen fra landets bedste fodboldselskab.

- Jeg er rigtig glad for at skifte til Hobro IK, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige valg for mig. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, hvor der er nogle værdier, som passer rigtig godt til mig. Derudover kender jeg jo Peter Sørensen rigtig godt, og vi har et rigtig godt forhold til hinanden både menneskeligt og sportsligt, siger forsvarsspilleren til Hobros hjemmeside.

Peter Sørensen, der er træner i Hobro, har tidligere været træner for Simon Jakobsen i netop Silkeborg fra september 2015 til august 2018, ligesom Peter Sørensen har været spiller i Silkeborg, da Simon Jakobsen var ung og fulgte holdet.

Lukker hul i forsvaret

For Simon Jakobsen bliver det første gang, at han i sin seniorkarriere skal repræsentere et andet hold end Silkeborg IF.

Opgaverne bliver dog de samme med at sørge for, at modstanderen ikke scorer mål. Netop det punkt har været nødvendigt for Hobro at forstærke, efter klubben har haft afsked med Anel Ahmedhodzic og Frans Putros.

- Efter vi har sagt farvel til Anel og Frans, har vi ledt efter en ny stopper, som kan forstærke vores trup, og det har vi nu fundet i Simon. Han er en dygtig forsvarsspiller, der sætter en ære i at forsvare eget mål, og derudover har han masser af erfaring, som han kan bidrage med, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen.

Simon Jakobsen kan få sin første officielle kamp for Hobro IK, når Superligaen starter efter vinterpausen.

Her skal hans nye hold møde SønderjyskE på udebane søndag den 16. februar.

Ugen efter venter titelaspiranterne FC Midtjylland. Det kan blive Simon Jakobsens første kamp på Hobros hjemmebane, DS Arena.