Forsvandt for tre dage siden: Dement mand stadig ikke fundet

En 64-årig forlod onsdag et bosted i Salten syd for Silkeborg, og han er ikke set siden.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Opdatering

OPDATERET DEN 2. MAJ 2019 KLOKKEN 11.30

Den 64-årige mand er blevet fundet død i en skov en kilometer fra institutionen Pilebakken i Salten syd for Silkeborg. Det var organisationen Missing People, som fandt ham. Familien er underrettet.

    En 64-årig mand er stadig ikke blevet fundet.

    Onsdag omkring klokken 16.30 forlod han bostedet Pilebakken i Salten syd for Silkeborg. Knap et døgn senere offentliggjorde Midt- og Vestjyllands Politi en efterlysning af den demente mand, men her tre døgn efter mandens forsvinden, er han stadig efterlyst.

    - Der har været nogle borgerhenvendelser, og vi har hver dag været ude for at kontrollere forskellige adresser, men indtil videre uden resultat, siger vagtchef hos Midt og Vestjyllands Politi, Rene Pagh, til TV MIDTVEST.

    Pilebakken er et døgnbemandet botilbud for personer med svære psykiatriske sygdomme eller svær demens, og politiet er bekymrede for, om manden er i stand til at klare sig selv, hvis ikke han bliver fundet.

    Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer folk til at tage kontakt, hvis de har set manden eller har en formodning om, hvor han kunne være. Har du oplysninger i sagen, hører Midt- og Vestjyllands Politi gerne fra dig på telefonnummer 1-1-4.