1:01
Kom med til Missing Peoples eftersøgning fredag i videoen her.

Endnu flere frivillige trodser vintersneen for Kathrine

Men sne og kulde gør opsporingsarbejdet vanskeligt for de frivillige og deres hunde.

35 mennesker er lørdag mødt op til eftersøgningen af den 41-årige kvinde, Kathrine, som tirsdag forsvandt i den lille by Bryrup udenfor Silkeborg. 

Siden torsdag har den frivillige organisation Missing People også været i gang med at søge efter den forsvundne kvinde, fortæller formanden for organisationen, Vivian Winther Eriksen. 

Lige siden har antallet af frivillige, som har meldt sig i flokken, været stødt stigende.

- Taget vejret i betragtning, og at det er i en lille by, så er det faktisk utrolig flot, siger Vivian Winther Eriksen. 

Fredag var 23 frivillige trukket i gule veste og ledte i det område, hvor Kathrine sidst er set. 

Lørdag har et hold af 35 frivillige og fem hunde igen været i færd med at lede efter den 41-årige kvinde i sneen. 

Og netop sneen er en uheldig faktor for eftersøgningen, fortæller Vivian Winther Eriksen. 

- Når der ligger sne, besværliggør det søgningen. Der er kommet en hel masse ny sne og derfor kan det være endnu sværere at se, om hun kan ligge derunder, forklarer formanden. 

Det betyder også, at områderne tager længere tid at lede igennem, forklarer hun. 

- Fordi der ligger sne, kan man ikke gå så hurtigt til værks som ellers. Søgerne har søgepinde med, og er der en forhøjning med sne, er man nødt til at undersøge det nærmere, fordi det er svært at se, om det bare er en bunke jord eller et spor efter Kathrine, siger Vivian Winther Eriksen.

Den 41-årige kvindes bil blev fundet tæt ved krydset Fuglsangvej/Vellingvej nord for Bryrup i Silkeborg Kommune tirsdag.