Efter Silkeborg-farvel: Simon Skou brød fuldstændig sammen

Simon Skou Jakobsen sagde for nylig farvel til sin hjerteklub. Et brud, der slog benene væk under den stærke forsvarsspiller.

Simon Skou Jakobsen er skiftet fra Silkeborg IF til Hobro IK.
Simon Skou Jakobsen er skiftet fra Silkeborg IF til Hobro IK.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Efter hver weekend blev det i efteråret mere og mere tydeligt for Simon Skou Jakobsen. Der var ikke en fremtid for ham i Silkeborg IF.

- Jeg håbede og håbede, men til sidst kunne jeg godt se, at der måtte ske noget, hvis jeg skulle holde liv i min fodboldkarriere.

For nogle få uger siden tog han det svære, men nødvendige skridt. At få ophævet sin kontrakt med hjerteklubben Silkeborg IF, som han har spillet over 200 kampe for siden sin debut for snart 10 år siden. For en plads som fast bænkevarmer var ikke sådan, han ville ende sin fodboldkarriere.

- Men det var bestemt ikke nogen rar oplevelse. Da jeg satte mig ud i bilen og skulle køre hjem til mine forældre, da crashede jeg. Der brød jeg sammen og sad og græd lidt for mig selv i bilen, inden jeg kørte hjem til mine forældre og fik dem fortalt det hele, fortæller Simon Skou Jakobsen til videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MidtVest.

Røg pludselig ud i kulden

Oplevelsen ramte ham ekstra hårdt, fordi han havde en forestilling eller en drøm om, at han skulle have været en one-club-player.

- Silkeborg var jo min klub, så jeg var overbevist om, at jeg skulle spille der altid. Det havde jeg været overbevist om i mange år, men i fodbold kan ting gå stærkt. Pludselig røg jeg ud i kulden. Kent Nielsen (Silkeborg IF’s cheftræner, red.) ville ikke bruge mig. Jeg syntes selv, at jeg havde noget at bidrage med, og derfor var det et meget frustrerende efterår, understreger 29-årige Simon Skou Jakobsen.

I dag er han videre i fodboldkarrieren og tørner nu ud for Superliga-konkurrenterne Hobro IK.  

- Det er da specielt, men Hobro er en fantastisk klub. Det er rart at blive værdsat igen for de kvaliteter, jeg har som fodboldspiller. Det er fedt at føle igen, siger Simon Skou Jakobsen.

32:19
Det gjorde ondt på Simon Skou Jakobsen, da han blev nødt til at skifte barndomsklubben Silkeborg IF ud med Hobro IK. Men skiftet var nødvendigt for at holde liv i fodboldkarrieren.