Dolberg føler sig endelig frisk efter træls periode

Kasper Dolberg har skullet forholde sig til skader, tyverier og coronavirus, mens målene er udeblevet.

Kasper Dolberg ses her på rulletrappen i Kastrup Lufthavn forud for fodboldlandsholdets afrejse til Israel i mandags.
Kasper Dolberg ses her på rulletrappen i Kastrup Lufthavn forud for fodboldlandsholdets afrejse til Israel i mandags.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Jeg har ikke følt mig forfulgt. Men jeg har været i nogle situationer, hvor det hele har været lidt træls.

På sin vanlige beskedne facon sætter landsholdsangriberen Kasper Dolberg ord på halvandet særdeles begivenhedsrige år, hvor episoder uden for banen har taget lige så meget fokus som hans dalende målsnit inde på banen.

Han har døjet med et par skader, han har haft blindtarmsbetændelse, han har fået stjålet et dyrt ur af en holdkammerat, han har haft indbrud i sit hjem og fået stjålet sin Porsche. Og så er han to gange konstateret smittet med coronavirus.

- Mange af de ting er lidt irriterende, men på den anden side af det hele kan man bare se tilbage på det og smile lidt. Det har været lidt et uheldigt år, men det er ovre nu.

- Jeg har ti kampe tilbage i sæsonen for Nice og tre fede kampe i VM-kvalifikationen. Så det handler om at slutte sæsonen godt af, siger Kasper Dolberg og tilføjer om sine to gange coronasmitte:

- Første gang havde jeg det fint og kunne slet ikke mærke det. Jeg var hjemme i en uge. Anden gang var jeg lidt syg i fem dage, og det tog lidt tid for mig, før jeg kunne træne ordentlig igen. I de første træninger fik jeg det lidt dårligt efterfølgende, siger Kasper Dolberg.

Plaget af skavanker

Som om det ikke var nok, var de franske myndigheder ved at spænde ben for angriberens deltagelse i den aktuelle landsholdssamling. Dolberg fik til sidst en særtilladelse, så han undgår at skulle gå i karantæne, når han kommer hjem fra landskampene.

Da Dolberg som teenager brød igennem for Ajax, var det svært at forestille sig, at den danske målmaskine ville ramme en tørke foran kassen.

Men i denne sæson er det blot blevet til tre scoringer i 17 ligakampe i den franske Ligue 1 - hans seneste scoring daterer sig til 25. oktober.

Den dalende målfrekvens hænger ifølge angriberen sammen med, at han hele tiden har haft skavanker, der har forhindret ham i at præstere sit ypperste.

- Det har været en sæson, hvor jeg hele tiden har skullet komme tilbage fra et eller andet. Det har været ret frustrerende, men jeg har ikke haft særlig mange kampe, hvor jeg har følt mig 100 procent klar til at spille. Det er jeg nu. Det gør en kæmpe forskel at være 100 frem for 80 procent, siger Dolberg.

På landsholdet har den 23-årige silkeborgenser scoret fem gange i 22 kampe siden debuten i 2016. Han har scoret en gang mod Kasakhstan og to gange mod henholdsvis Georgien og Luxembourg.

/ritzau/