Fotojæger fanger øjeblikket: Håndfodrer vild spætmejse

Det er ikke bare noget, man lige sådan gør, men for Leif Sundby Pedersen er det sket to gange.

Det er sådan en fugl, Leif Sundby Pedersen har til at spise fårekyllinger fra hånden.
Det er sådan en fugl, Leif Sundby Pedersen har til at spise fårekyllinger fra hånden.
Foto: Leif Sundby Pedersen

I 18 år har 47-årige Leif Sundby Pedersen fra Videbæk elsket fugle. Èn gang før er det endda lykkedes den erfarne fuglekigger at håndfodre en spætmejse. I weekenden, 11 år senere, skete det så igen.

- Det er en speciel følelse, når de spiser af ens hånd første gang. Men det var det også denne gang, for jeg havde ikke forventet, at det lykkedes, siger Leif Sundby Pedersen.

Første gang var i 2009, hvor det var gået rimelig nemt til, men det skulle sidenhen vise sig at være båret af meget held.

- Da jeg kom hjem fra første gang, tænkte jeg, at det kunne jeg gøre igen, men det viste sig, at jeg var heldig dengang. Det kræver meget tillid fra fuglen, siger Leif Sundby Pedersen. 

Udover tillid og en smule held kræver det i den grad også tålmodighed. Første mislykkede forsøg i weekenden tog tre timer, og derfor måtte Leif Sundby Pedersen afsted igen. Momentet, hvor en spætmejse henter en fårekylling fra hans hånd, var dog værd at vente på, og det blev fanget og foreviget på mobilen i en skov lidt uden for Videbæk.

1:50
Se øjeblikket, hvor en modig spætmejse henter en fårekylling fra Leif Sundby Pedersens hånd. 

En fuglebog blev startskuddet

Da Leif Sundby Pedersen i 2002 flyttede i hus med familien, fik de et foderbræt. Derfor ønskede konen sig en fuglebog i julegave. Bogen fik hun, men siden har hun ikke set den. Leif Sundby Pedersen blev nærmest med ét fascineret af fugle, da en sort/hvid og pjusket fugl landede i haven. En han først troede var en forvasket musvit, men skulle vise sig at være en sumpmejse.

- Det er bare vildt fascinerende. Man kan nogle gange komme helt tæt på de her vilde fugle. Eksempelvis med spætmejsen var jeg inden for 40 centimeter, siger Leif Sundby Pedersen.

I dag bruger han i gennemsnit seks timer om ugen på at kigge, fotografere og ja, håndfodre fugle. Det bliver formentlig også til seks timer denne uge, for Leif Sundby Pedersen er langt fra færdig med at fodre spætmejser. Derfor tager han sin 15-årige søn med ud senere, så Leif Sundby Pedersen selv er fri for at fokusere på fotograferingen samtidig fodringen.

- Jeg håber, den et øjeblik vil lande på min hånd, før den flyver tilbage i reden, siger han.

Leif Sundby Pedersen havde sendt sin video ind til Seernes billeder. Har du et videoklip, du ønsker at dele med resten af Midt- og Vestjylland, er du velkommen til at gøre det samme.

 

2:13
Det er ikke kun spætmejser, som fascinerer Leif Sundby Pedersen. Europas største ugle gør også noget ved ham.