Vestjysk Pride sætter fokus på LGBT+
I denne uge lyder startskuddet til West Coast Pride, der resten af året skal sætter fokus på LGBT+-rettigheder og trivsel i Vestjylland.
Det skal være lettere at være homoseksuel, biseksuel eller transkønnet eller en anden, der bryder med normerne for køn og seksualitet - også i Vestjylland.
Det er budskabet fra gruppen bag West Coast Pride. En vestjysk udgave af priden fra København og andre steder i verden.
- Det føles vildt godt. Det er jo to års arbejde, der lige så stille begynder at skulle udfolde sig nu, siger Emil Slot Sig, der er forperson for West Coast Pride.
- I København kan man lettere møde nogen, man kan spejle sig selv i, og det er lettere at finde et fællesskab, man kan være tryg i, siger Emil Slot Sig.
Ifølge planen bliver Rinkøbing centrum for flere arrangementer i regnbuefarver resten af året, der skal sættes fokus på rettigheder og trivsel for de forskellige seksualiteter og kønsidentiteter.
- Folk med en anden kønsidentitet eller seksualitet halter stadigvæk bagefter, når det gælder psykisk eller fysisk trivsel, og er stadigvæk overrepræsenteret i forhold til at blive udsat for vold og chikane, siger Emil Slot Sig.
Programmet indeholder i denne uge fire dialogmøder i Teltet på Havnepladsen i Ringkøbing.
Her sættes der fokus på en lang række emner og på generelle problemstillinger for LGBT+-personer - med lokale og regionale tråde.
Forventningerne til det første arrangement på pridens allerførste dag er relativt afdæmpede.
- Nu har vi sat halvfems stole op, men hvis der bare kommer ti, og hvis dem der sidder i pannelet bliver enige om, at der er nogle ting, de gerne vil gøre for at skabe en positiv forskel, så er vi også kommet et stykke af vejen, siger Emil Slot Sig.