Homoseksuel i Højmark hilser vestjysk Pride velkommen

Der skal være plads til alles seksualitet. Også i Ringkøbing, hvor en ung mand vil arrangere Pride. Fantastisk, lyder det fra en lesbisk kvinde.

Maiken Amby er gift med en kvinde. Hun er begejstret for planerne om en Pride i Ringkøbing.
Maiken Amby er gift med en kvinde. Hun er begejstret for planerne om en Pride i Ringkøbing.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Maiken Amby bor i Højmark og har de seneste ti år været gift med en kvinde, som hun også har børn med.

Men hun er blandt de få i Ringkøbing-Skjern-området. Blandt andet derfor har en gruppe med en ung mand i spidsen taget initiativ til at arrangere en Pride, der hylder andres seksualitet end den gængse hetero, som man måske kender det fra København og andre større byer.

- Jeg synes, det er ret fantastisk, hvis de kan få stablet det på benene. Det er fedt, hvis man kan komme og være med, uanset hvad man er til, forklarer hun til TV MIDTVEST.

Arrangøren bag er ikke selv sprunget ud som homoseksuel, men har en ven fra gymnasietiden, hvis oplevelser gjorde indtryk på ham.

Der skal være plads til alle

Initiativtageren er Emil Sloth Sig. Han er selv vokset op i Ringkøbing, hvor han fortsat bor.

- Der var én af mine kammerater i gymnasiet, som i 2018 skrev et debatindlæg i det lokale dagblad, hvor han beskrev, at han havde været ude for chikane, fordi han holdt i hånd med sin kæreste. Han beskrev også, at der var en meget anden omgangstone i vennekredsen herhjemme, end da han flyttede til København.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der ville min kammerat det ondt, men han følte, at det var svært at konfrontere dem med det, fordi han var del af en minoritet, siger Emil Sloth Sig.

Onsdag holder foreningen bag generalforsamling i Ringkøbing. Herefter skal arbejdsgrupper finde ud af, hvad en vestjysk Pride i 2021 skal indeholde. 

- Det kunne være et foredrag i kirken og koncert omkring religion, køn og seksualitet, et program i biografen, hvor der bliver spillet nogle LGBT+-film og en Pride-parade, som man kender den fra København, der er festlig og meget livsbekræftende. Med musik og folk i kostumer, uddyber Emil Sloth Sig.

Kommunen har foreløbigt bidraget med 10.000 kroner til projektet.

Købstadschef bakker op om gode og positive arrangementer

I Ringkøbing er købstadschef Jacob Muldkjær Rasmussen helt med på idéen.

- Vi kigger egentlig på, hvilket liv det skaber i byen. Om det hedder en fødevarefestival, kunsthåndværkermarked eller i det her tilfælde en Pride. Hvis det er noget positivt, som skaber god stemning, så vil vi gerne invitere folk ind til Ringkøbing.

- Det her er en aktivitet, der skaber liv og musik.

2:20