Skjern henter norsk landsholdsspiller fra CL-klub

Skjern Håndbold forstærker bagkæden med en norsk landsholdsspiller, der senest har spillet for hjemlandets mesterhold.

Skjern får næste sæson endnu en nordmand på holdkortet.
Skjern får næste sæson endnu en nordmand på holdkortet.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skjern Håndbold krydrer fra næste sæson truppen med en norsk forstærkning.

Den 23-årige bagspiller Simen Pettersen har således skrevet under på en treårig kontrakt med den danske klub, hvor han tiltræder efter indeværende sæson.

Det skriver Skjern i en pressemeddelelse.

Pettersen kommer til Skjern fra Elverum i hjemlandet. I sommer var han med det norske landshold til OL i Tokyo og er i alt noteret for 12 optrædener på nationalmandskabet.

- Interessen for Simen har været kæmpe stor i hele Europa, så vi er ovenud tilfredse med, at han har valgt Skjern Håndbold, siger sportschef Thomas Klitgaard i pressemeddelelsen.

- Vi har fulgt ham i en længere periode og har ligesom mange andre klubber bemærket, at han har udviklet sig markant i Elverum de seneste sæsoner.

- Derfor er vi ikke blege for at kalde det et scoop, at han i de kommende tre sæsoner skal spille i grønt. Simen er et fysisk pragteksemplar med store spidskompetencer offensivt, så vi ser frem til, at han skal fortsætte sin udvikling i det vestjyske.

Pettersen selv siger, at han har valgt Skjern, fordi han anser den som en traditionsklub med store ambitioner.

- Det er en klub, der tilhører toppen i Danmark, og det vil jeg meget gerne være en del af. Jeg har virkelig stor tro på projektet og glæder mig til at kæmpe om medaljer i den grønne trøje, siger nordmanden.

Skjern møder lørdag TTH Holstebro i Herre Håndbold Ligaen. Inden kampen ligger holdet på femtepladsen.