Skjern-anfører opereret efter tilbagefald af tarmsygdom – nu ser han fremad

Bjarte Myrhol vil starte genoptræningen lige så snart, det er muligt.

Bjarte Myrhol her i kamp for Skjern mod Aalborg (arkivbillede).
Bjarte Myrhol her i kamp for Skjern mod Aalborg (arkivbillede).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Skjerns håndboldanfører, norske Bjarte Myrhol, måtte 25. december melde afbud til EM, efter han 23. december fik et tilbagefald af den tarmsygdom, som han blev opereret for i november.

Han er derfor ikke en del af det norske landshold, der skal spille kampe på hjemmebane, når EM afvikles i Norge, Sverige og Østrig.

Operationen efter tilbagefaldet fandt sted torsdag, og den forløb uden komplikationer.

- Nu, da operationen er vel overstået, er jeg glad og lettet over at være på den anden side. Man kan altid sige meget om timing, men nu vil jeg kun se fremad og håber på et rigtig godt år 2020, siger stregspilleren til Skjern Håndbolds hjemmeside.

Myrhol spillede senest kamp for Skjern, da han scorede fire gange i sejren over Fredericia to dage før tilbagefaldet.

Starter genoptræning, når det er muligt

Når nu den ikke står på landsholdshåndbold for den 37-årige nordmand, har han god tid til at gøre sig klar igen efter operationen.

Skjern spiller således først kamp igen i den danske håndboldliga 2. februar, hvor modstanderen på hjemmebane er Mors-Thy.

- Jeg starter med genoptræning, så snart det er muligt. Som jeg før har sagt, nager det mig, at jeg ikke kan bidrage til holdet på banen, så jeg vil gøre alt for at komme tilbage på banen, som den Bjarte I kender, siger anføreren.

Efter operationen er overstået, og den er gået godt, håber Bjarte Myrhol, at det bliver et godt år 2020.

I håndboldligaen ligger Skjern før landsholdspausen med EM på fjerdepladsen med 21 point. Det er lige så mange som Ribe-Esbjerg på tredjepladsen og Bjerringbro-Silkeborg på femtepladsen.

Aalborg fører rækken med 30 point. Alle hold har spillet 17 kampe.