Rygeforbud for 4.300 ansatte i Ringkøbing-Skjern Kommune

Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune har besluttet, at kommunen skal være en røgfri arbejdsplads fra august.

Fra august 2021 er det ikke længere tilladt for de ansatte i Ringkøbing-Skjern Kommune at ryge i arbejdstiden.
Fra august 2021 er det ikke længere tilladt for de ansatte i Ringkøbing-Skjern Kommune at ryge i arbejdstiden.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Ringkøbing-Skjern Kommune har over 4.300 ansatte. Fra august er der ikke længere nogen af dem, der må ryge i arbejdstiden. Også damp, snus og andre nikotinprodukter bliver der forbud imod.

- Nogle vil måske mene, at det er at gå for langt i forhold til folks personlige frihed, og jeg kan da godt forstå argumentet. Samtidig er fakta også bare, at rygning med flere længder er den største årsag til for tidlig død og til mange leveår med kraftigt nedsat livskvalitet, siger borgmester Hans Østergaard, der blandt andet sidder i kommunens Sundhedsråd i en pressemeddelelse.

Kommunens medarbejdere, der ønsker at stoppe med at ryge, vil blive tilbudt forskellige typer af støtte til rygestop i form af kurser og rygestopspræparater.

Opbakning fra medarbejderne

Fra august er hele arbejdstiden som ansat i Ringkøbing-Skjern Kommune røgfri. De eneste undtagelser er hjemmearbejde og selvbetalte pauser, men det er dog ikke tilladt at ryge iført uniform eller på kommunens matrikel.

Medarbejderrepræsentant, Grethe Madsen, der også er næstformand i HovedMED, som er kommunens øverste samarbejdsudvalg for ansatte og ledelsen, bakker op om rygeforbuddet.

- Vi er som ansatte i kommunen i kontakt med mange borgere dagligt, unge som gamle, og jeg synes, det giver mening, at vi går foran med et godt eksempel, siger hun.

59 af de 98 kommuner har allerede indført røgfri arbejdstid.

For kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen er rygeforbuddet et logisk skridt at tage. 

- Når vi ved, at en af de få ting, der faktisk virker i forhold til at nedbringe antallet af rygere, er strukturelle ændringer - altså at gøre det så bøvlet som muligt at ryge - så ligger det lige for at slutte os til det flertal af kommuner, der allerede har erklæret sig røgfri, siger kommunaldirektøren.