Slut med alle former for nikotin på Viborgs skoler

Viborg Kommune har besluttet, at det er slut med alle nikotinholdige produkter på skolerne.

Slut med snus i skoletiden i Viborg.
Slut med snus i skoletiden i Viborg.

Snus, e-cigaretter og andre produkter med nikotin hører ikke til i skoletiden. I hvert fald ikke i Viborg Kommune. Her har børne- og ungdomsudvalget besluttet, at skoletiden ikke blot skal være røgfri, men helt nikotinfri.

- Nu er der ikke noget at være i tvivl om, jeg synes det er et godt signal, siger Per Møller Jensen (S), der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.

Tidligere indførte kommunen, som mange andre, røgfri skoler, men det fik blot de unge til at vælge andre nikotinprodukter. 

- Vi kan se, når vi går rundt i skoleområdet, at der er spor efter folk der har brugt snus, så jeg synes det er fint vi får sendt et signal om, at det er forkert, siger Rene Staal, der er formand for skolebestyrelsen på Søndre Skole i Viborg. 

Rene Staal er far og formand for skolebestyrelsen på Søndre Skole i Viborg. Han mener forbuddet er et godt signal.
Rene Staal er far og formand for skolebestyrelsen på Søndre Skole i Viborg. Han mener forbuddet er et godt signal.

Hos de unge som TV MIDTVEST møder i dag, er der forståelse for forbuddet. 

- Jeg synes det er meget fair, der er ingen grund til at tage snus, siger Lucas Staal, der i forvejen ikke bruger snus. 

Forbuddet gælder alle knap 10.000 skoleelever og de 800 ansatte. 

- Vi ved godt, at nogle vil være utilfredse, men nu sender vi et signal, at vi mener det alvorligt, siger Per Møller Jensen.

15. december 2020 vedtog et politisk flertal den nye lovpakke om, at al rygning på skoler og fritidstilbud skulle være forbudt for at forebygge rygning blandt børn og unge.