Ringkøbing-Skjern vil have flere ladestandere til el-biler

1 mio. kr. skal sikre flere offentlige ladere til el-biler i Vestjylland.

ladestander
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Erhvervs- og Vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har på et møde mandag valgt at oprette en pulje på 1 mio. kr. til kortlægning og etablering af flere offentlige ladestandere til el-biler fordelt over hele kommunen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

800.000 kr. fra puljen vil blive brugt på at opstille ladestandere på kommunale arealer til gavn for medarbejdere, gæster og offentligheden.

De resterende 200.000 kr. fra puljen skal bruges på at kortlægge eksisterende parkeringsarealer, hvor ejeren ønsker at omlægge dele af parkeringsarealet til offentlige ladepladser for elbiler.

Pengene vil blive fordelt efter ansøgning i to ansøgningsrunder med ca. et halvt års mellemrum. I alt vurderes det, at der kan kortlægges 15-20 specifikke placeringer pr. ansøgningsrunde, dvs. 30-40 placeringer i alt inden for den økonomiske ramme.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Ringkøbing-Skjern Kommune har ambitiøse målsætninger for den grønne omstilling. Allerede næste år skal vi ifølge planen være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi - og i 2040 skal vi være 100 procent fossilfri, siger Søren Elbæk, viceborgmester og formand for Erhvervs- og Vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Turisterne bliver væk

Kommunes begrænsede antal el-ladepladser var i løbet af sommeren til debat i medierne, bl.a. med eksempler på købestærke turister, der valgte kommunen fra som feriedestination på grund af usikkerhed om el-ladeinfrastrukturen.

- Vi anerkender, at det kan være en mental barriere for turister, der overvejer at holde ferie i kommunen, hvis det er besværligt og usikkert, om de kan få deres elbil opladet. Og det samme gør sig gældende for borgere, der overvejer at anskaffe sig en elbil. Hvis de ikke nemt og bekvemt kan få ladet deres bil op, vælger de en benzin- eller dieselbil, siger Jakob Agerbo, formand for Energirådet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det håber kommunen nu at få rettet op på med flere el-ladestandere i det offentlige rum.

Pengene ventes at række til etablering af mindst tre offentlige ladepladser fordelt i kommunen.