Ringkøbing-kvinde fra Bornholmerfærgen savnes stadig: Tips peger i hver sin retning
Selv om politiet har fået mange henvendelser fra borgere, er den 23-årige Karen Kubel Rolighed fra Ringkøbing stadig forsvundet.
Siden søndag aften har 23-årige Karen Kubel Rolighed fra Ringkøbing været forsvundet. Her gik hun ombord på færgen Hammershus, der sejler mellem Rønne og Køge, men siden da har ingen set hende. Siden i går har politiet på Bornholm fået mellem 20 og 30 henvendelser fra folk, der mener at have set hende.
- Henvendelserne peger i hver sin retning. En har set hende i Hirtshals, mens en anden har set hende på Bornholm, fortæller Henrik Schou, der er efterforskningsleder hos Bornholms Politi.
Politiet vil stadig gerne have henvendelser fra befolkningen, og Henrik Schou har en klar opfordring til folk, der mener, at de ser Karen Kubel Rolighed.
- Vi vil gerne have, at folk tager fat i hende, hvis de ser hende. Sig til hende, at hun skal ringe til sin familie eller politiet. Vi har ved flere af henvendelserne været 10 minutter bagud og derfor ikke kunne tjekke, om det var hende, folk havde set.
Færge og videoovervågning skal undersøges igen
Politiet har allerede undersøgt færgen Hammershus, men i morgen gør de det igen.
- Båden skal undersøges minutiøst, og så er der rigtig mange kameraer på båden. Dem skal vi også være færdige med at kigge igennem, siger Henrik Schou.
Politiet har talt med Karen Kubel Roligheds familie og bekendte, der fortæller, at hun kan være distræt og have tungsind.
- Vi har ikke opgivet at finde hende, men vi frygter, at der kan være sket hende noget, siger Henrik Schou.
Bornholms Politi kan kontaktes på telefonnummer 56 90 14 48.