Pengene er i hus til et fiktivt mord i Hvide Sande

Finansieringen er på plads, og optagelserne til en ny krimiserie kan begynde til sommer i Hvide Sande.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Leif Sally

Borgerne i Hvide Sande får gæster til sommer. 

TV 2 Danmark og produktionsselskabet Deluca Film kommer til byen med et hold skuespillere for at filme en helt ny krimiserie. Det skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse. 

Flere måneder er gået med at få styr på finansieringen af den nye serie, og nu hænger økonomien sammen.

Det skyldes blandt andet medfinansiering fra virksomheder i kommunen.

- Det er en rigtig dejlig nyhed at kunne fortælle her midt i coronakrisen, at vores lokale virksomheder har budt ind med fem millioner – ikke mindst fordi alle de lokale virksomheder, der har givet tilsagn om penge til produktionen, har fastholdt deres tilsagn også under coronakrisen. Det, synes jeg, siger noget om vores lokalområde, at vi trækker på samme hammel og ser fordele i at hjælpe hinanden, siger borgmester Hans Østergaard.

Jagter fortsat flere penge

Det er endnu ukendt, hvilke skuespillere der skal drøne rundt i den vestjyske fiskerby, når optagelserne går i gang.

Nu er den primære økonomi på plads, men derfor jagter filmmagerne alligevel flere penge.

- Med det beløb, der er skaffet lokalt og nationalt, kan optagelserne gå i gang, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver godt. Men med to millioner ekstra kunne vi få nogle endnu federe naturoptagelser eller nogle natteoptagelser eksempelvis, forklarer kommunens filmkonsulent, Rebecca Molders.

For sådanne "lækkerhedseffekter", som Molders kalder dem, er dyre at lave.

Et mord i surfermiljøet

Serien kommer til at bære byens navn som titel. Altså Hvide Sande. Og så kommer den til at have et uopklaret mord i surfermiljøet som omdrejningspunkt.

Manuskriptet er skrevet af Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der boede i Hvide Sande, mens de lavede fortællingen.

- Den bliver ikke et glansbillede af Ringkøbing-Skjern Kommune, men den bliver et godt postkort, afslutter Rebecca Molders, der har læst det foreløbige manuskript.

Oprindeligt skulle en del indendørsscener optages i et filmstudie i Aarhus, men ligesom de fleste scener optages on location, rykker scenerne indenfor også til Hvide Sande. Her skal en tidligere XL-Byg-ejendom agere filmstudie, når optagelserne efter planen begynder om nogle måneder.