Nu får ældre i Ringkøbing-Skjern også tilbudt coronavaccinen

Fra torsdag den 7. januar vil beboere på plejehjem og ældrecentre i Ringkøbing-Skjern Kommune få tilbudt det første af coronavaccinen.

vaccine
Foto: Kristian Djuurhus / Ritzau Scanpix

I langt de fleste steder af landet har de ældre på plejehjem og ældrecentre fået det første vaccinationsstik mod coronavirus. Nu er turen også kommet til Ringkøbing-Skjern Kommunes ældre, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Torsdag ved middagstid vil Region Midtjylland levere 900 nedfrosne vaccine-doser, hvorefter læger med samme vil gå i gang med at vaccinere på plejehjemmene. 

- Det er en begivenhed, vi har set frem til længe, og det er en begivenhed, der er værd at markere, siger borgmester Hans Østergaard (V), der selv vil være til stede ved første stik.

Det på grund af kommunens relativt lave incidenstal på 72,5, som er fjerde mindst i landet, at borgerne i Ringkøbing-Skjern først kan få vaccinen nu.

Begynder på Fjordparken

Nytårsaftensdag blev der taget hul på vaccinationerne i Midt- og Vestjylland, da 78-årige Ove Christen fra Vinderup blev vaccineret

Ringkøbing-Skjern Kommune begynder vaccinationen på ældrecentret Fjordparken, og snart er hele landets ældrecentre og plejehjem blevet vaccineret med den første dosis.

- Ældrecentrene er fortsat underlagt besøgsrestriktioner, og vi skal fortsat passe på hinanden, siger Hans Østergaard.

I Ringkøbing-Skjern Kommune vil 569 ældre beboere på plejehjem og ældrecentre i første omgang få tilbudt vaccinen. 285 omsorgsmedarbejdere i ældreplejen og 48 praktiserende læger og kliniske sygeplejesker får mulighed også for at blive vaccineret på torsdag.