Nu er der ekstra hjælp til nødstedte på Ringkøbing Fjord

En ny redningsbåd skal sikre optimal hjælp, når uheldet er ude på Ringkøbing Fjord.

Redningsbåden skulle have været indviet i dag lørdag, men det er aflyst efter fredagens pressemøde i Statsministeriet.
Redningsbåden skulle have været indviet i dag lørdag, men det er aflyst efter fredagens pressemøde i Statsministeriet.
Foto: TrygFonden

Når der sker en ulykke på Ringkøbing Fjord, er det livsnødvendigt, at hjælpen når hurtigt frem.

Med en donation fra TrygFonden har Beredskabsforbundet Ringkøbing-Skjern indkøbt en ny redningsbåd.

Det oplyser TrygFonden i en pressemeddelelse.

 - Vi er utrolig glade for TrygFondens donation, der har gjort det muligt for os at anskaffe en ny redningsbåd til vores indsats på blandt andet Ringkøbing Fjord, hvor vi hjælper Brand & Redning MidtVest i særlige situationer som for eksempel ved stærk storm, oversvømmelser, eller når der sker flere hændelser på samme tid, siger Lasse Metzchen, der er kredsleder i Beredskabet Ringkøbing-Skjern.

Redningsbåden skulle have været indviet i dag lørdag, men det er aflyst efter fredagens pressemøde i Statsministeriet. Det fjerner dog ikke glæden over den nye båd

- Det vil gøre en stor forskel for både badegæster, fiskere, sejlere og andre, der færdes og kommer i problemer ved Ringkøbing Fjord. Og så vil det naturligvis gøre en stor forskel for alle os i Beredskabsforbundet, når vi får brug for at rykke hurtigt ud, siger Lasse Metzchen.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der står bag donationen på i alt 285.000 kr. Donationen er givet som et led i TrygFondens samlede arbejde med at forebygge drukneulykker og gøre det mere sikkert for alle at færdes i, ved og på vand.