Mød bagmanden: Vanopslaghs vestjyske væbner trives bedst i kulissen

Mads Korsholm siges at være arkitekten bag en stor del af Liberal Alliances enorme succes. Men man ser ham ikke.

Mads Korsholm har blandt andet udtænkt formatet 'Alex og Ansvaret'
Mads Korsholm har blandt andet udtænkt formatet 'Alex og Ansvaret'
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Han tegner nogle af de vigtigste linjer i tidens nok mest populære politiske parti. Nogen kalder ham sjov og nytænkende. Nogen laver paralleller mellem hans metoder og Donald Trump. 

- Folk, der kender mig hjemmefra, vil nok sige, at jeg har haft tendens til at være en drillepind. Det kan man også godt bruge både i politikudviklingen og i kommunikationen, siger han. 

Siden 2021 har Mads Korsholm været ansat som kampagnechef i Liberal Alliance. Han har været med til at opbygge en enorm hype om partiets formand. Selv går han helst under radaren. 

Han er 30 år gammel. Født og opvokset i Stauning mellem Ringkøbing og Skjern. Han kom igennem tre år på Ringkjøbing Gymnasium med det yderste af neglene, og modsat de fleste af kollegaerne på Christiansborg er han uden uddannelse.  

- En af mine forcer er måske, at jeg ser noget fra andre vinkler end mine universitetsuddannede kollegaer, siger Mads Korsholm.  

Inden karriereren i Liberal Alliance havde vestjyden gjort sig bemærket med den satiriske instagram-profil 'dkpolmemes'. Her lavede han mere eller mindre spydig underholdning med afsæt i dansk politik.  

De politiske vittigheder og grovheder vakte stor opmærksomhed. Blandt andet i Liberal Alliance, der på det tidspunkt havde ret god udsigt til spærregrænsen.

Derfor fik Mads Korsholm et vildt tilbud om at blive chef for det lille partis kampagneafdeling, der kun havde få ansatte og begrænsede midler.  

Ifølge chefen for det politiske, Alex Vanopslagh, var det det hele værd at satse på fyren med det lidt alternative CV.

- Han er imponerende at arbejde med. Han tør sætte meget høje ambitioner og tænke ud af boksen. Og så kan han jo godt lide det politiske slagsmål, og det er værdifuldt for ethvert hold, siger Alex Vanopslagh. 

- Vi laver vin og chokolade

De fleste af kampagnechefens arbejdstimer foregår på kampagneafdelingens Christiansborg-kontor. På væggen hænger der en mørktonet plakat af Mette Frederiksen, og ved siden af pryder en pyramide indelt i tre felter. Som en kostpyramide.  

0:28

I øjeblikket er Mads Korsholm og kollegaerne ved at forberede geografisk bestemte valgplakater for deres kandidat til EU-valget, Henrik Dahl. 

På Fyn skal plakaterne tekstes med 'Hååååå Deeeee betyder ikke High Definition d. 9. juni. Henrik Dahl'. 

På de plakater, der skal hænge på Nørrebro, skal der stå 'Alle Shabbabs stemmer Henrik Dahl'. 

- Humor betyder helt vildt meget i vores kampagner. Vi kan godt lide at være selvironiske, og det er i det hele taget en god måde at afvæbne på, siger Mads Korsholm.  

I et demokrati skal det vel gerne være et argument, der vinder. Hvilke overvejelser har du om at lægge så mange kræfter i indpakningen?

- Jeg ved ikke, om jeg er enig i præmissen for spørgsmålet. I valgkampe synes jeg tit, det kommer til at handle om frygt. I LA har vi haft fokus på at gøre noget andet. Vi laver fis og ballade med nogle ting, ja, men vi prøver egentlig bare at kommunikere politik på en anden måde og på andre medier, end andre gør. 

0:10

De forbereder sig på på storm

Da Mads Korsholm blev ansat i LA, handlede alt om overlevelse. Der var kun begrænset tiltro fra de andre partier, og derfor blev sjove kampagner og kække videoer måske mest anset som værende underholdende indslag fra 'den frække dreng i klassen'.

Men de sidste par år har partiet fået helt anderledes vind i sejlene. Flere meningsmålinger har i februar givet Liberal Alliance 15 procent. Står de målinger til troende, er LA folketingets næststørste parti og klart det største i den blå lejr.

- Jeg tror, næste valgkamp vil blive lidt anderledes, end hvad vi før har prøvet. Det er kun en tåbe, der ikke frygter den socialdemokratiske kampagnemaskine, og jeg tror, de vil gøre alt for, at vi får ørerne i maskinen til næste valg. Så må vi prøve at stå bedst muligt imod, siger Mads Korsholm.

I sommeren 2022 var det Konservative, der havde vind i sejlene i meningsmålinger. Men da Søren Pape Poulsen meldte sit statsministerkandidatur, blev hans baggrund gransket hårdt i mediebilledet, og derfra florerede den ene dårlige historie efter den anden.

Kampagnechefen tager det rimelig roligt.

- Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg vil anbefale andre partier at angribe LA. Slet ikke på kommunikation, fordi… Don’t bring a knife to a gun fight, afslutter Mads Korsholm.