Landbrug holder åbent hus: Coronasikre rundvisninger på en gård

Åbent Landbrug er den årlige begivenhed, hvor landmænd landet over viser interesserede gæster rundt. I år var ingen undtagelse, selvom coronavirussen ændrede lidt.

Vagn Petersen inviterede søndag nysgerrige sjæle forbi sin gård, så de kunne se, hvordan man driver et landbrug anno 2020.
Vagn Petersen inviterede søndag nysgerrige sjæle forbi sin gård, så de kunne se, hvordan man driver et landbrug anno 2020.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

De fleste af os drikker mælk. Omtrent lige så mange ved, at det kommer fra en ko. Men hvor meget mere ved vi egentlig landbruget?

I dag var der i hvert fald mulighed for at lære mere. Der blev nemlig afholdt Åbent Landbrug, hvor interesserede kan besøge en række danske landmænd landet over.

- Vi vil gerne give vores gæster en oplevelse af at se vores landbrug. Hvordan vi driver det, hvordan vores dyr har det, og hvilke forhold de går under, siger Vagn Petersen.

Han er landmand på Adelgaard i Skjern og har haft gæster hele dagen. Men der har ikke været så mange gæster, som han kunne have ønsket sig. Ikke fordi ingen havde lyst, men på grund af sikkerhedsforanstaltninger mod coronavirus.

- Det betyder, at der må komme én familie ad gangen, og maks. 10 personer. Vi fik gæster klokken 10, så et nyt hold klokken 12 og så et nyt hold klokken 14.

Nogle af dem, der var taget forbi Adelgaard for at blive klogere på det moderne landbrug, var Kirsten og Herluf Mortensen, og de var taget afsted, selvom Herluf selv har drevet landbrug engang.

Alligevel gik de klogere derfra, for det er en industri i hurtig udvikling.

- Det er egentlig dejligt at se, hvordan det fungerer ude i landbruget i dag. Man plejer at kunne hilse på gamle kollegaer, men det kan så ikke lade sig gøre lige nu, siger Herluf Mortensen til TV MIDTVEST.

Åbent Landbrug finder sted hvert år den tredje søndag i september, og selvom det i år ikke blev til genopfriskning af gamle bekendtskaber, så er den tidligere landmænd alligevel glade for, at de tog afsted.

- Vi kan se, at dyrene har det godt, og det er nogle dejlige mennesker på gården. Dyrevelfærd er i centrum herude, det kan man se, siger Kirsten Mortensen.

Det er naturligvis ikke altid pensionerede landmænd, der kommer forbi, men de er bestemt velkomne, hvis man spørger Vagn Petersen.

Alle nysgerrige sjæle er nemlig velkomne til at komme og se, hvordan dyrene har det på en gård i Danmark anno 2020.

- Der er ikke så mange folk på landet længere, og mange har ikke indsigt i, hvordan dyr har det på landet. De kan altså godt have det rigtig godt også, siger Vagn Petersen til TV MIDTVEST.