KD'er: Kommunen skal ikke flage med regnbueflaget

Officielle flagstænger skal være forbeholdt dannebrog, mener Jesper Lærke (KD), der understreger, at han respekterer Pride-bevægelsen.

1:58
Flere Kristendemokrater mener, at kommunen kun bør flage med dannebrog - og ikke regnbueflaget.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvilket flag må hænge i kommunens flagstang?

Det spørgsmål kan i den grad dele vandene i Ringkøbing-Skjern Kommune, der lørdag lagde brosten og græs til første udgave af Pride-paraden under West Coast Pride.

Her vajede regnbueflaget fra rådhuset i Ringkøbing. Men det burde det ikke, hvis det stod til byrådsmedlem for Kristendemokraterne Jesper Lærke.

Ifølge ham bør det udelukkende være dannebrog, der vajer i kommunens flagstænger. 

- Det er et flag, vi bruger til at markere og fejre. Der er forskel på officielle og private flagstænger, siger han. 

Hvad er Pride?

Kristendemokraten understreger, at han respekterer mangfoldighed og LGBT+-personers rettigheder. 

- Man kan lynhurtigt blive sat i en bås, men det handler om, hvad vi flager med. Jeg kan frygte, at det kan blive et skråplan, hvis vi flager med andet end dannebrog, siger han. 

Jesper Lærke understreger, at han respekterer mangfoldighed og LGBT+-personers rettigheder.
Jesper Lærke understreger, at han respekterer mangfoldighed og LGBT+-personers rettigheder.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Landet over har regnbueflaget flere gange fundet vej til officielle flagstænger. Eksempelvis vajede flaget ved Christiansborg i forbindelse med den internationale udgave af Pride. 

Også her gav flaget anledning til debat, hvor blandt andre DF's værdiordfører Pia Kjærsgaard ifølge TV 2 udtrykte sympati med sagen, men understregede, at det ville løbe løbsk, hvis Christiansborg skulle hejse flaget ved hver eneste sag, der er værd at støtte og fejre.

I Ringkøbing peger Jesper Lærke peger på, at dannebrog er acceptabelt i alle sammenhænge. 

- Hvorfor ikke bruge dannebrog til at fejre ting og vise vores opbakning til eksempelvis Pride, spørger han.

Borgmester: Det var på tide, at regnbueflaget blev hejst

På borgmesterkontoret er borgmester Hans Østergaard (V) opmærksom på kritikken, men han holder fast i, at regnbueflaget skal vaje fra kommunens flagstænger. 

- Det var på tide, at vi også gjorde det, fastslår han. 

- Det er en rigtig vigtig sag. Og det mener kommunen også. 

West Coast Pride begyndte i august, men kulminerede lørdag i den officielle Pride-parade. Det var først her, at regnbueflaget blev hejst i rådhusets flagstang.

- Vi valgte det kompromis, men det er en vigtig sag, siger Hans Østergaard. 

Borgmester Hans Østergaard (V) tog selv initiativ til at hejse flaget.
Borgmester Hans Østergaard (V) tog selv initiativ til at hejse flaget.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Borgmesteren mener, at det var oplagt at bruge regnbueflaget fremfor dannebrog til at markere støtten til bevægelsen. 

- Regnbueflaget er blevet brugt mange andre steder i byen, pointerer han. 

Havde rådhuset haft to flagstænger var dannebrog muligvis også blevet hejst. 

- Hvem ved, spørger borgmesteren, der understreger, at flagdebatten var ventet. 

Om næste udgave af Pride også bliver med regnbueflag ved rådhuset står hen i det uvisse. 

- Jeg valgte at rejse regnbueflaget, men efter valget må vi se, hvad den kommende borgmester agter at gøre, slutter Hans Østergaard. 

Regnbueflaget vajede flere steder i Ringkøbing lørdag.
Regnbueflaget vajede flere steder i Ringkøbing lørdag.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST